Millioner af europæere vil fra begyndelsen af marts og frem til udgangen af november gå til valgstederne for at vælge medlemmer til nationale parlamenter, deltage i folkeafstemninger, vælge præsidenter, stemme ved kommunalvalg eller deltage i andre former for lokalvalg. Flere steder er der udsigt til store politiske forskydninger, og i nogle lande kan de kommende valghandlinger udvikle sig til egentlige politiske opbrud.

De klassiske regeringsbærende partier, som i årtier har siddet på magten både nationalt og lokalt, er presset fra flere sider. Det stærkeste pres kommer i mange tilfælde fra højre i det politiske spektrum. Men det politiske højre er ikke nogen entydig størrelse i dagens Europa. I nogle lande, som Polen og de baltiske lande, dækker betegnelsen over grupperinger og partier, der har deres vælgerbasis i småborgerskabet og blandt politiserede unge, og som har nationalistiske, etniske, sproglige, traditionsbevarende og ofte religiøst funderede programmer. På de fleste punkter svarer de til den klassiske forestilling om et højreparti.

I flere vesteuropæiske lande er billedet mere sammensat. I Frankrig og Tyskland har partier som RN og AfD i vidt omfang fået karakter af partier med stærk opbakning blandt arbejdervælgere og med en socialt beskyttende, nationalt afgrænset appel. De henter en betydelig del af deres støtte i vælgergrupper, der historisk var knyttet til socialdemokratiske og socialistiske partier. Det peger på, at den traditionelle højre-venstre-akse ikke længere er tilstrækkelig som forklaringsramme, hvis man vil forstå de politiske forskydninger, der præger store dele af Europa.

Det betyder også, at det politiske højre i Europa ikke udgør en samlet bevægelse i nogen enkel forstand. Situationen i dag adskiller sig fra mellemkrigstiden, hvor højrepartier over store dele af kontinentet i langt højere grad orienterede sig mod fælles autoritære forbilleder og forsøgte at importere den tyske variant. I dag udvikler partierne deres politik inden for nationale rammer og på grundlag af forskellige historiske erfaringer, sociale strukturer og lokale politiske traditioner. Mellemkrigstidens tyske forbilleder spiller fortsat en rolle som historisk bagage, men ikke som direkte model.

Dette nationalt og historisk funderede grundlag for politikudviklingen ser forskelligt ud fra land til land. Samtidig findes der en markant skillelinje mellem Øst- og Vesteuropa. Store dele af Østeuropa har ikke gennemløbet en borgerlig og liberal revolution af den type, der i Vesteuropa var med til at forme parlamentarismen, partierne og de politiske institutioners sociale forankring tilbage i 1800-tallet. Derfor får højrepartierne i Østeuropa også en anden politisk profil end den, der præger det meste af Vesteuropa.

Det politiske opbrud i Europa kan derfor næppe i nogen meningsfuld forstand forstås alene inden for rammerne af den traditionelle højre-venstre-akse. Det vil også være en forenkling blot at beskrive vælgervandringerne mod højre i Vesteuropa som protest. Der er snarere tale om et mere grundlæggende brud med den politiske orden, som har præget store dele af Vesteuropa siden 1945. Netop derfor er partier som RN og AfD ikke blevet mødt som almindelige regeringsalternativer, men som kræfter, der holdes uden for magten gennem politiske brandmure.

Femstjernebevægelsen i Italien, Vox i Spanien, RN i Frankrig og AfD i Tyskland afspejler derfor ikke blot et ønske om at udskifte personer i de politiske institutioner for at gennemføre enkelte mærkesager inden for systemets eksisterende rammer. De udtrykker også et endnu uklart, men voksende ønske om forandring. Store grupper i Europas befolkninger oplever, at udviklingsretningen og magtforholdene i den eksisterende orden er forkerte, og at der er behov for et mere grundlæggende samfundsmæssigt sporskifte. Samtidig hersker der usikkerhed og mangel på klare forestillinger om, hvordan et nyt spor skal se ud, og hvor det skal føre hen.

Ved de mange forskellige valghandlinger, der finder sted i Europa i 2026, vil omkring 204 millioner mennesker være stemmeberettigede. Valgdeltagelsen vil variere mellem valgtyper og lande, men set under ét kan omkring 112 millioner europæere forventes at afgive deres stemme i løbet af året. Det skorter med andre ord ikke på borgernes ønske om og engagement i at have en stemme i fastlæggelsen af samfundsudviklingen.

Ønsket om et brud med den nuværende udviklingsretning i Europa, præget af massiv oprustning og skærpet ulighed, og troen på, hvor en sådan forandring kan komme fra, vil være afgørende for, hvor en stor og voksende del af vælgerne sætter deres kryds.

---

Valgkalenderen for Europa 2026

Marts 2026

• 8. marts – Tyskland: delstatsvalg i Baden-Württemberg og kommunalvalg i Bayern. (Baden-Württemberg.de)
• 15. marts – Frankrig: 1. runde af kommunalvalg. (service-public.fr)
• 15. marts – Tyskland: kommunalvalg i Hessen. (innen.hessen.de)
• 15. marts – Spanien: regionalvalg i Castilla y León. (jcyl.es)
• 18. marts – Nederlandene: kommunalvalg. (government.nl)
• 22. marts – Frankrig: 2. runde af kommunalvalg. (service-public.fr)
• 22. marts – Tyskland: delstatsvalg i Rheinland-Pfalz. (mdi.rlp.de)
• 22.–23. marts – Italien: folkeafstemning om forfatningsændring (retsreform). (prefettura.interno.gov.it)
• 22. marts – Slovenien: parlamentsvalg. (Portal GOV.SI)
• 24. marts – Danmark: folketingsvalg. (stm.dk)

April 2026

• 12. april – Ungarn: parlamentsvalg. (odihr.osce.org)
• 19. april – Bulgarien: parlamentsvalg. (Reuters)

Maj 2026

• 24. maj – Cypern: parlamentsvalg. (in-cyprus.philenews.com)
• 24.–25. maj – Italien: kommunalvalg i den ordinære valgrunde i de berørte kommuner. (prefettura.interno.gov.it)

Juni 2026

• 7.–8. juni – Italien: eventuel anden runde/runoff ved kommunalvalgene. (prefettura.interno.gov.it)
• Senest 30. juni – Spanien (Andalusien): regionalvalg.

September 2026

• 2.–3. september – Estland: præsidentvalg i Riigikogu (indirekte valg). Hvis parlamentet ikke vælger en præsident, kan sagen gå videre til valgkollegiet 26. september. (ERR)
• 6. september – Tyskland: delstatsvalg i Sachsen-Anhalt. (landtag.sachsen-anhalt.de)
• 13. september – Sverige: rigsdagsvalg, regionalvalg og kommunalvalg samme dag. (val.se)
• 13. september – Tyskland: kommunalvalg i Niedersachsen. (landeswahlleiter.niedersachsen.de)
• 20. september – Tyskland (Berlin): valg til Abgeordnetenhaus (Berlins lokalregering) og til Bezirksverordnetenversammlungen (Berlins lokalråd); der kan også komme op til to Volksentscheide (Folkeafstemning om et enkelt emne). samme dag, men de er endnu ikke bekræftet. (berlin.de)
• 20. september – Tyskland: delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern. (regierung-mv.de)

Oktober 2026

• 3. oktober – Letland: parlamentsvalg. (saeima.lv)
• 9.–10. oktober – Tjekkiet: kommunalvalg samt 1. runde af senatsvalg ifølge de aktuelle valgkalendere. (Wikipedia)
• 16.–17. oktober – Tjekkiet: mulig 2. runde af senatsvalg. (Wikipedia)
• Før 29. oktober – Slovakiet: kombineret regional- og kommunalvalg. (Wikipedia)

November 2026

• November (dato ikke endeligt fastsat) – Bulgarien: præsidentvalg. (Reuters)
• 15. november – Slovenien: lokalvalg; de ordinære lokalvalg holdes tredje søndag i november, hvilket i 2026 falder på 15. november. (Portal GOV.SI)