Siden 1980 har skiftende regeringer præsenteret det ene ‘historiske’ indgreb efter det andet for at beskytte vores drikkevand mod forgiftning. Der er blevet gennemført over 50 omfattende lovinitiativer, vandmiljøplaner og EU-direktiver, der alle lovede os rent vand og tryghed for fremtiden.

Men al denne politiske handlekraft har været en dyr fornøjelse. Selv når vi bruger Finansministeriets mest konservative regnemetoder og opgør omkostningerne i nutidsværdi (PV), lyder regningen for drikkevandsforureningen i perioden 1980–2025 på mellem 15 og 61 milliarder kroner. For ikke at tale om de menneskelige omkostninger ved forgiftningen.

Det er altså ikke bare vand, der er løbet i havet; det er milliarder af kroner, som samfundet har tabt på rensning, nye boringer og sundhedsomkostninger, alt sammen på trods af de 50 tidligere forsøg på at løse problemet.

Og i virkeligheden er det såre simpelt at stoppe ødelæggelsen af drikkevandet: man skal bare holde op med at forgifte det med kunstgødning og sprøjtemidler. Men de første 50 lovgivningspakker har gennem de seneste 45 år ikke formået at gøre netop det.

Når vi nu i denne valgkamp præsenteres for initiativ nummer 51, må vi spørge: Er det reelle løsninger, eller er det bare mere ‘vand ud af ørerne’?