I Sindelfingen, hvor Mercedes-Benz har produceret biler i over hundrede år, stemte mere end hver femte vælger ved delstatsvalget i går på Alternative für Deutschland, AfD. Mange af dem var faglærte arbejdere, der tidligere har sat deres kryds ved SPD eller CDU. De gjorde det ikke, fordi de har skiftet ideologisk overbevisning. De gjorde det, fordi de frygter for deres arbejdsplads.

Sindelfingen er et lokalt eksempel på den dynamik, der i går ramte to af Tysklands mest velstående delstater. Ifølge målinger på valgdagen angav 62 procent af de vælgere, der skiftede parti, ‘økonomisk usikkerhed’ som den afgørende årsag. I byer med stor industriel koncentration, fra Sindelfingen i Baden-Württemberg til Ludwigshafen i Rheinland-Pfalz, er der en direkte sammenhæng mellem stigende energiomkostninger og tilslutningen til fløjpartierne AfD og Bündnis Sahra Wagenknecht, BSW. 

Baden-Württemberg: Sejr og tab

CDU blev med omkring 26,5 procent det største parti i Stuttgart, og partiets spidskandidat Manuel Hagel kan formelt gøre krav på posten som ministerpræsident. Men resultatet er en pyrrhussejr. De Grønnes Cem Özdemir lukkede i valgkampens slutspurt hullet til blot to procentpoint og landede på cirka 24,5 procent. 

Det paradoksale er, at CDU’s sejr tvinger partiet ind i netop den type koalition, partiet helst ville undgå. Berthold Kohler, kommentator på Frankfurter Allgemeine Zeitung, opsummerede dilemmaet: CDU har vundet taburetterne, men har tabt den politiske dagsorden. Partiet må danne regering med ideologiske modstandere for at holde AfD uden for indflydelse. Den såkaldte brandmur står, men de politiske omkostninger er stigende.

I industrizonerne syd for Stuttgart er virkeligheden en anden end i parlamentet. AfD landede over 20 procent i flere af de velstående industribyer. Markus Frohnmaier, partiets frontfigur i regionen, har de seneste måneder systematisk målrettet sit budskab mod faglærte arbejdere, og har sat fokus på temaer som energipriser og industriel konkurrenceevne. Spørgsmålet i de kommende uger bliver, om tilslutningen på over 20 procent er et udtryk for ‘protest’ eller begyndelsen på en varig forskydning i industriarbejdernes partitilhørsforhold.

Rheinland-Pfalz: Socialdemokratiets bastion falder

I Mainz indtraf den begivenhed, som SPD havde frygtet. For første gang i 35 år er partiet ikke længere det største parti i Rheinland-Pfalz. CDU’s Gordon Schnieder overhalede SPD’s ministerpræsident Alexander Schweitzer, som ellers havde kæmpet en energisk valgkamp med personlig tilstedeværelse på vælgermøder over hele delstaten.

Socialdemokratiets tab er dramatisk. Rheinland-Pfalz var SPD’s sidste store bastion i det vestlige Tyskland, et sted, hvor partiet kunne pege på regeringserfaring og lokal popularitet som bevis for, at det socialdemokratiske projekt stadig var vælgermæssigt bæredygtigt. Den fortælling er nu brudt. Schweitzers personlige indsats kunne ikke opveje den nationale modvind, som præger SPD overalt i Forbundsrepublikken. Resultatet vil give næring til den interne debat om partiets strategiske retning, der allerede er i gang i Berlin.

Det er værd at dvæle ved Ludwigshafen, hjemsted for verdens største kemikoncern, BASF. Byen illustrerer med særlig tydelighed, hvordan energiomkostningerne er blevet et politisk omdrejningspunkt. Frygten for fortsat udflytning af produktion og tab af endnu flere arbejdspladser har givet både AfD og BSW fodfæste i et miljø, der traditionelt har været socialdemokratisk kerneland.

Bayern i marginen: Söders møbler og landdistrikternes uro

Det bayerske kommunalvalg fortjener en sidebemærkning. CSU under Markus Söder fik omkring 38 procent, et resultat, der stabiliserer partiet uden at styrke det. Der Spiegel noterede, at Söder har “reddet taburetterne”, men ikke mere end det. Den egentlige historie i Bayern er den voksende kløft mellem München og landkommunerne, hvor partiet, Freie Wähler, har udvidet sit fodfæste betragteligt. Oprøret mod de etablerede partier antager i Bayern en anden form end i de to sydvestlige delstater, men retningen er den samme: flere vælgere ønsker forandring.

Fragmenteringens nye aritmetik

Forbundsdagsvalget i 2025 blev en advarsel om den udvikling, som gårsdagens valg bekræftede: Tyskland bevæger sig væk fra to-parti-dominans. I begge delstater er resultatet af gårsdagens valg et partilandskab, hvor stabile flertal kræver koalitioner mellem tre eller flere partier med indbyrdes modstridende dagsordener. Brandmuren mod AfD gør regnestykket yderligere kompliceret, fordi den reducerer antallet af mulige konstellationer.

Resultatet er en paradoksal situation. De etablerede partier bevarer magten, men på betingelser, der gør det stadig vanskeligere at føre en sammenhængende politik. Koalitionsaftaler bliver til kompromiser mellem kompromiser, og vælgerne, der allerede har straffet de siddende regeringer, får endnu mindre af det, de stemte for. Den onde cirkel er tydelig, men ingen af de politiske aktører har foreslået et overbevisende svar på den.

Hvad der er værd at følge

Tre spørgsmål trænger sig på i de kommende uger. For det første: Kan CDU danne en funktionsdygtig koalition i Baden-Württemberg, og hvad bliver prisen? Manuel Hagels forhandlingsposition er svækket af, at hans parti ikke har noget naturligt koalitionsgrundlag uden De Grønne eller SPD.

For det andet: Hvordan reagerer SPD’s ledelse i Berlin på tabet af Rheinland-Pfalz? Delstaten var partiets bevis på, at Socialdemokratiet stadig kunne vinde og regere i Vesttyskland. Når det bevis er væk, åbner det for en mere grundlæggende strategisk diskussion, som stærke kræfter i partiet hidtil har forsøgt at undgå.

For det tredje: Er AfD’s fremgang i de velstående industrizoner et midlertidigt protest-fænomen, eller afspejler den et varigt skifte? Svaret afhænger blandt andet af, om partiet formår at omdanne vælgernes økonomiske frustration til varig organisatorisk tilstedeværelse. Markus Frohnmaiers resultat i Baden-Württembergs industribyer giver en første indikation. Hvis tilslutningen holder ved kommunalvalg og faglige virksomhedsvalg, kan AfD’s succes ved gårsdagens valg ikke længere afvises som en forbigående ‘protest’. Så er det en ny politisk virkelighed.