Den 2. februar 2025 stod Kristell Niasme, en lokalpolitiker fra Les Républicains (LR), foran et jublende publikum i gymnastiksalen Jules-Ferry i Villeneuve-Saint-Georges, en forstad i Val-de-Marne syd for Paris. Hun havde lige vundet et suppleringsvalg mod La France insoumises (LFI) unge stjerneskud, den 24-årige parlamentariker Louis Boyard, med 49 mod 39 procent af stemmerne. Det bemærkelsesværdige var ikke blot resultatet, men sammenhængen. Ved præsidentvalget i 2022 fik Jean-Luc Mélenchon 46 procent af stemmerne i første runde i netop den kommune. En femtedel af vælgerne stemte tilsyneladende på Mélenchon ved nationale valg og på højrefløjen ved lokalvalg.
Episoden har vist sig at være en forsmag. Få dage før det franske kommunalvalg den 15. og 22. marts er den politiske geografi i Paris’ østlige forstæder forandret til ukendelighed. I Seine-Saint-Denis og Val-de-Marne, de to departementer der udgjorde kernen i den historiske “ceinture rouge”, det røde bælte omkring Paris, er borgmestre fra LR, UDI og beslægtede centrum-højre-partier nu i flertal.
Et århundrede af rødt styre
Udtrykket “det røde bælte” stammer fra 1920’erne, da det franske kommunistparti (PCF) begyndte at vinde borgmesterposter i industriforstæderne nord og øst for hovedstaden. Højdepunktet kom ved kommunalvalget i 1977, da PCF sad på 54 kommuner alene i Île-de-France-regionen og administrerede 38 procent af befolkningen i de parisiske forstæder. Store metalvirksomheder leverede skatteindtægter og arbejdspladser, mens partiet opbyggede et fintmasket netværk af fagforeninger, idrætsklubber, feriekolonier og kulturhuse.
Afindustrialiseringen ramte fra 1970’erne og fremefter. Plaine-Saint-Denis, engang Europas største sammenhængende industriområde, blev et ødeland af tomme fabrikshaller. Med fabrikkerne forsvandt de faglige strukturer, der var partiets lokale rygrad. Geografen Philippe Subra konstaterede allerede i 2004, at den integrerede arbejderklasse, som kommunisterne rekrutterede deres kadrer og vælgere fra, var blevet erstattet af en befolkning af fattige med en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nedturen var langsom, men uafvendelig. I 2008 mistede PCF kontrollen med departementsrådet i Seine-Saint-Denis til socialisterne. Ved kommunalvalget i 2020 tabte partiet yderligere bastioner, heriblandt Champigny-sur-Marne efter 70 års kommunistisk styre og den symbolsk tungt ladede by Saint-Denis, hvor socialisten Mathieu Hanotin vandt valget. Ifølge en opgørelse fra det franske analyseinstitut Parlons Politique er antallet af kommunistiske borgmesterposter i Île-de-France faldet fra 38 før 2020 til 28 i dag. I 2021 mistede PCF desuden sit sidste departementsråd i regionen, Val-de-Marne.
Højrefløjens stille fremrykning
Ind i det vakuum, som kommunisterne efterlod, blev ikke primært udfyldt af socialisterne eller LFI, men af den klassiske højrefløj. Omstillingen har stået på i årtier, men er accelereret ved de seneste valg. LR og beslægtede partier har længe haft bastioner i det østlige Seine-Saint-Denis, i byer som Gagny, Le Raincy og Villemomble. Hvad der er nyt, er omfanget. I Le Raincy er samtlige opstillede lister ved det kommende valg fra højre eller centrum-højre, ifølge en oversigt fra det regionale medie Le Journal Toulousain. I nabobyen Le Blanc-Mesnil, hvor LR-senatoren Thierry Meignen sidder som borgmester, valgte partiets nationale frontfigur Bruno Retailleau den 5. marts at holde en pressebriefing for at markere partiets fodfæste i netop dette område.
Retailleau, der blev valgt som LR-formand i 2025, har gjort kampen mod LFI til partiets centrale fortælling forud for valget. Fra podiet i Le Blanc-Mesnil præsenterede han et kort over 112 kommuner, hvor han hævdede, at socialisterne indgår i valgalliancer med LFI, og han betegnede aftalerne som “skamfulde”. Socialisterne svarede prompte med en liste over angiveligt 150 kommuner, hvor LR samarbejder med Rassemblement National eller Reconquête. Skyttegravskrigen om alliancer illustrerer, at kommunalvalget i 2026 i høj grad handler om national positionering forud for præsidentvalget i 2027.
Men Retailleaus strategi har også en lokal dimension. Villeneuve-Saint-Georges var et bevidst valgt symbol. Niasme, den nyvalgte borgmester, er en tidligere it-underviser med rødder i byen. Hun er ikke parachuté, men netop den type lokalt forankrede kandidat, der giver LR troværdighed i forstæder, som nationalt stemmer venstreorienteret. Retailleau har udnævnt hende til symbol på “en forstædernes højrefløj”, der kan stå imod LFI.
LFI søger kommunalt fodfæste
For La France insoumise er kommunalvalget i 2026 en helt ny øvelse. Ved valget i 2020 undlod bevægelsen bevidst at opstille egne lister. Jean-Luc Mélenchon afviste dengang kommunalvalg som noget perifert. Seks år senere har partiet ændret strategi og stiller op med mere end 500 lister over hele landet.
Ambitionerne er særligt store i forstæderne. I La Courneuve, hvor den mangeårige kommunistiske borgmester Gilles Poux ikke genopstiller, er LFI-parlamentarikeren Aly Diouara favorit. I Saint-Denis, der i 2025 fusionerede med nabokommunen Pierrefitte-sur-Seine og nu har omkring 150.000 indbyggere, stiller LFI op i alliance med PCF mod den siddende socialistiske borgmester Hanotin.
Men partiet har en strukturel svaghed. LFI råder nationalt over omkring 2.000 kommunale mandater og leder kun en håndfuld kommuner, hvoraf den største, Faches-Thumesnil i Nordfrankrig, har godt 18.000 indbyggere. En partikadre erkendte ifølge Public Sénat, at det ville være en stor succes at vinde blot to eller tre byer. Den reelle ambition handler mindre om borgmesterposter end om at få kommunale mandater, der kan bruges som grundlag for senatsvalgene i september 2026. Det franske senat vælges indirekte af et kollegium, der næsten udelukkende består af kommunalrådsmedlemmer. Et parti uden kommunal repræsentation er i praksis afskåret fra senatet, og LFI har i dag ingen senatorer overhovedet.
Splittelsens pris
Den afgørende faktor i det røde bæltes blå forvandling er ikke højrefløjens styrke, men venstresidens splittelse. Eksemplet fra Villeneuve-Saint-Georges i 2025 er lærerigt. I første runde fik en venstrealliance af PCF, socialisterne og De Grønne godt 20 procent af stemmerne, men nåede ikke videre. Alliancen nægtede at fusionere med Boyards LFI-liste i anden runde, delvist fordi socialisterne krævede, at LFI fjernede en kandidat, de opfattede som pro-Hamas. Resultatet var en splittet venstrefløj og en samlet højrefløj.
Mønsteret har gentaget sig på tværs af regionen. I Aubervilliers, kommunistisk bastion siden 1944, gik byen til UDI i 2020 efter intern uro på venstrefløjen. Politologen Rémi Lefebvre fra tidsskriftet Métropolitiques beskriver LFI’s dilemma som et valg mellem autonomi og alliance. Bevægelsen satser bevidst på at stille op alene i 27 af Frankrigs 30 største byer, hvilket sikrer synlighed, men svækker den samlede venstrefløj ved kommunalvalg, hvor lokale alliancer er afgørende.
Før første runde
Den 15. marts afgør vælgerne i Seine-Saint-Denis og Val-de-Marne, om den blå tendens fortsætter. Valgdeltagelsen bliver afgørende. I forstæderne ligger den typisk ti procentpoint lavere end landsgennemsnittet, og i kommuner som Aubervilliers, Saint-Denis og Vitry-sur-Seine var valgdeltagelsen 43 ved valget i 2014. Den lave deltagelse favoriserer typisk siddende borgmestre og partier med stærke lokale netværk, hvilket giver LR en fordel over en LFI-bevægelse, der stadig er i gang med at opbygge et lokalt fodfæste.
Paradokset i Paris’ forstæder er, at den politiske forandring ikke afspejler en højredrejning i befolkningens holdninger. Mélenchon scorer fortsat stærkt i de samme kvarterer ved nationale valg. Men kommunalpolitik opererer efter sin egen logik, hvor lokal forankring, personlig tillid og evnen til at samle alliancer vejer tungere end ideologisk tilhørsforhold. Det har den klassiske højrefløj forstået bedre end LFI. Spørgsmålet er, om den erkendelse når at modne på venstrefløjen, før det røde bælte er helt forsvundet.
