Da den nyvalgte kommunalbestyrelse i Pantin, en industriby nord for Paris, blev sammensat i 1959, var over halvdelen af medlemmerne arbejdere eller funktionærer. Faglærte drejere, fræsere og maskinarbejdere sad side om side med lærere og kommunale sagsbehandlere. Det franske kommunistparti PCF havde netop genvundet borgmesterposten, og byrådet lignede den befolkning, det repræsenterede. I dag, seks årtier senere, er der ikke én eneste arbejder i Pantins kommunalbestyrelse. Over to tredjedele af de folkevalgte er ledere eller akademikere.

Pantin er ikke en undtagelse. Det er reglen. I den nye bog Élus des banlieues populaires (PUF, 110 sider), der udkom få uger før weekendens kommunalvalg, kortlægger sociologerne Marie-Hélène Bacqué og Jeanne Demoulin fra Université Paris Nanterre, hvordan det, franskmændene kalder les classes populaires, arbejdere og menige funktionærer, systematisk er forsvundet fra lokalpolitikken i Seine-Saint-Denis. Departementet, der i årtier var indbegrebet af la banlieue rouge, den røde forstad, har fået en classe politique, der sociologisk set er uigenkendelig i forhold til den befolkning, den administrerer.

Tallene er utvetydige. Arbejdere og funktionærer udgør stadig over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i departementet. Men blandt de 1.581 kommunalt folkevalgte efter valget i 2020 var arbejdere reduceret til lidt over 1 procent, funktionærer til knap 11 procent. 42 procent af de folkevalgte var cadres, den franske betegnelse for ledere og akademiske professioner. Blandt de 40 borgmestre var mønstret endnu skarpere. Ingen funktionærer, én enkelt arbejder, 25 cadres.

Fire faser i et halvt århundredes udrensning

Bogens styrke er, at den dokumenterer denne transformation som et historisk forløb snarere end et øjebliksbillede. Gennem en tiårig undersøgelse, der dækker kommunalvalgene fra 2001 til 2020, og suppleret med arkivstudier tilbage til 1959, tegner forskergruppen et forløb i fire faser.

Den første fase var PCF’s storhedstid. Historikeren Annie Fourcaut har i sin forskning vist, hvordan partiet byggede sin kommunale magt på et dobbelt fundament. Det ene ben stod i kvarteret, det andet i fabrikken. Faglærte arbejdere udgjorde kernen i de kommunale ledelser, og den lokale partiorganisation var tæt flettet sammen med fagforeninger, sports- og kulturforeninger. I Saint-Denis, hvor PCF dominerede den lokale politiske scene fra 1921 og frem (kun afbrudt af krigen), var to tredjedele af kommunalbestyrelsesmedlemmerne fra les classes populaires i slutningen af 1950’erne.

Den anden fase begyndte allerede i 1970’erne, da afindustrialiseringen ramte departementet. Mange fabrikker lukkede, og den traditionelle arbejderklasse blev forandret. PCF begyndte at åbne listerne for repræsentanter fra middelklassen og de intellektuelle professioner. Ved valget i 1977 var overgangen endnu delvis skjult bag venstrepartiernes generelle fremgang i departementet. Men sammensætningen forskød sig. I Pantin faldt arbejdernes andel af kommunalbestyrelsen fra halvdelen til under en tredjedel, mens antallet af cadres mere end tredobledes.

Den tredje fase, i 1990’erne, konsoliderede udviklingen. En valglovreform i 1982 havde indført proportional repræsentation af oppositionen i kommunalbestyrelserne, og de nye repræsentanter forstærkede overvægten af akademiske professioner. Ved valget i 1995 var cadres allerede den største enkeltgruppe i begge de undersøgte byer.

Den fjerde og afgørende fase kom med Parti Socialistes og højrefløjens erobring af de gamle kommunistiske bastioner i løbet af 2000’erne og 2010’erne. PS vandt Saint-Denis i 2020. Højrefløjen styrer i dag 18 af departementets 40 kommuner. Og med de nye flertal fulgte en endnu snævrere social rekruttering.

Professionaliseringen som filter

Bacqué peger i et interview med nyhedsmediet Mediapart på den centrale mekanisme. Professionaliseringen af det politiske arbejde har gjort uddannelse, netværk og disponibel tid til forudsætninger for deltagelse. Sociologen Rémi Lefebvre har dokumenteret det samme mønster for Parti Socialiste på nationalt plan og for andre større franske byer efter valget i 2020. Mønstret peger på noget mere grundlæggende end lokal politisk historie.

Bogens data om etnisk repræsentation bekræfter analysen. Andelen af folkevalgte fra ‘synlige minoriteter’, forskernes eget begreb minorités visibles, er steget fra 9 procent i 2001 til over 36 procent i 2020. En markant forandring, der blandt andet afspejler forstadsurolighederne i 2005 og den efterfølgende politisering af racediskrimination. Men de nye folkevalgte fra synlige minoriteter tilhører selv middelklassen og overklassen, præcis som deres ikke-minoritetskolleger. De er overvejende børn af arbejderfamilier og repræsentanter for den franske uddannelsesekspansion, men deres sociale opstigning bekræfter snarere end udfordrer den grundlæggende selektion. 

Valg for valg, reform for reform

Weekendens kommunalvalg i Seine-Saint-Denis bliver en test på, om de seneste års mobilisering kan forskyde dette billede. Bevægelsen Assemblée des quartiers har tvunget flere venstrelister til at åbne pladser for kandidater fra les classes populaires. Kollektivet Démocratiser la politique agiterer for indførelse af social paritet i politik efter samme logik som kønspariteten. I Saint-Denis stiller en venstrealliance af PCF og La France insoumise op mod den siddende socialistiske borgmester Mathieu Hanotin, der vandt i 2020 med en valgdeltagelse på kun 31 procent.

Bacqué og Demoulins undersøgelse antyder, at mobilisering alene næppe er tilstrækkeligt til at vende udviklingen. De folkevalgte i den røde forstads storhedstid blev ikke rekrutteret gennem valgkampe. De blev politiseret gennem et netværk af fagforeninger, sportsklubber og lokale partiafdelinger, der fungerede som en politisk og kulturel infrastruktur for les classes populaires. Den infrastruktur er borte. Forskerne dokumenterer, at den ikke bare forsvandt af sig selv. Den blev erstattet, valg for valg, reform for reform, af institutionelle mekanismer, der systematisk favoriserer de højtuddannede. PCF åbnede listerne for middelklassen. Valglovreformen i 1982 ændrede kommunalbestyrelsernes sammensætning. PS og højrefløjen rekrutterede fra egne sociale miljøer blandt højtuddannede, da de overtog kommunerne. Ingen enkelt aktør planlagde det samlede resultat. Men summen af beslutningerne har skabt et politisk system med lokale politiske råd, hvor store grupper af befolkningen har opgivet at se sig selv omkring bordet.