EU-systemet ligger åbent for svindel. Det er den uomgængelige konklusion af de seneste års rapporter fra Den Europæiske Anklagemyndighed, Revisionsretten og Kommissionen selv. Den Europæiske Anklagemyndighed, EPPO, har alene i 2024 afdækket et estimeret tab på 24,8 milliarder euro (185 mia. kr.). Organiseret kriminalitet beskrives som “næsten systematisk” involveret i grænseoverskridende momssvig. Den såkaldte Genopretningsfond, RRF, der skulle kickstarte økonomien efter Corona — det mest ambitiøse fælleseuropæiske finansieringsinstrument nogensinde — er allerede genstand for over 300 aktive strafferetlige efterforskninger med et estimeret tab på 2,8 milliarder euro (21 mia. kr.). EU’s egne anti-svindelorganer samarbejder så dårligt, at mindre end 1 procent af EPPO’s indberetninger kommer fra Det europæiske kontor for bekæmpelse af svig, OLAF.
Nu låner EU 90 milliarder euro til Ukraine. Lånet kommer til udbetaling i perioden 2026-2027, og skal lægges oven i de 50 milliarder euro, som Ukraine Facility allerede stiller til rådighed for 2024-2027. Som skal lægges oven i de over 70 milliarder euro i militær bistand. Det samlede europæiske engagement — inklusive bilateral støtte fra medlemslandene — nærmer sig ifølge EU’s Udenrigstjeneste 170 milliarder euro siden 2022. (ca. 1.270 mia. DKK). Det betyder, at den europæiske støtte til Ukraine svarer til, at man finansierede hele den danske stat (sygehuse, skoler, politi, forsvar osv.) i næsten 16 måneder.
Spørgsmålet er, om EU’s kontrolarkitektur er i stand til at beskytte midler af denne størrelsesorden i et land, der scorer 36 ud af 100 på Transparency Internationals korruptionsindeks — nummer 104 af 182 lande, i selskab med Argentina og Belize.
EU-bureaukratiet har mere end vanskeligt ved at kontrollere midler inden for medlemslandenes grænser, hvor landene scorer 40-90 på samme indeks. Den 600 millioner euro store RRF-svindel (4,5 mia. kr.), som EPPO afslørede i Italien i 2024 — “Resilient Crime” — fandt sted i et land, der scorer 56. De mest korrupte EU-medlemslande, Ungarn og Bulgarien, scorer henholdsvis 40 og 43. Ukraine scorer lavere end dem begge.
Kommissionen har opbygget kontrolmekanismer for Ukraine-lånene. Udbetalinger er betinget af reformmilepæle. Et dedikeret Audit Board er etableret. Ukraines Statslige Revisionstjeneste skal koordinere med OLAF. Men en rapport fra Transparency International Ukraine i juli 2025 identificerede en bemærkelsesværdig svaghed: revisionstjenestens embedsmænd mangler tilstrækkelige beføjelser til at tilgå dokumenter og data hos virksomheder og privatpersoner, der kan være nødvendige for efterforskninger under Ukraine Facility. Og Finansministeriet i Kiev, der skal fungere som uafhængig revisionsinstans, er selv ansvarligt for at opfylde halvdelen af Ukraine-planens benchmarks inden for offentlig finansforvaltning. Det er en konstruktion, der inviterer til “interessekonflikter” eller til at sætte ræven til at vogte gæs.
I november 2025 førte en efterforskning udført af den ukrainske anti-korruptionsmyndighed NABU til afsløring af bestikkelse til en værdi på over 100 millioner dollar hos det statslige atomenergiselskab Energoatom. Justitsministeren og energiministeren trådte tilbage. En af Zelinskys nære venner forlod landet et par timer før han skulle have været anholdt. Præsidentens stabschef Andrij Jermak blev fyret efter en husransagning. Få måneder forinden havde Zelenskyjs styre forsøgt at bringe anti-anti-korruptionsmyndighederne under direkte kontrol af Zelenskys folk, — et forsøg, der kun blev opgivet efter offentlige protester i gaderne og diskret pres fra Bruxelles. Kommissionen advarede om, at “nylige negative tendenser” i korruptionsbekæmpelsen skulle “reverseres afgørende”.
Analyseinstituttet, German Marshall Fund, har argumenteret for, at EU bør “indlejre konditionalitet i makrofinansiel bistand, herunder det planlagte reparationslån på 140 milliarder euro” til Ukraine. Det er det rigtige princip. Men konditionalitet forudsætter kontrolkapacitet, og netop den kapacitet er det, som EU’s egne institutioner har identificeret som utilstrækkelig — både internt og men især forhold til Ukraine.
Der er et asymmetri-problem i den europæiske debat. Diskussionen om svindel med EU’s budget føres i tekniske termer — PIF-rapporter, OLAF-statistikker, anti-svindelarkitektur, afsløringer og retssager. Diskussionen om svindel med Ukraine-støtte føres i geopolitiske termer — forsvar, solidaritet, europæisk sikkerhed. De to samtaler finder sjældent sted i samme rum.
Det er muligt — og nødvendigt — at insistere på, at kontrolarkitekturen matcher ambitionsniveauet. Den europæiske chefanklager Laura Codruța Kövesi konstaterede i marts 2025, at EPPO allerede er underdimensioneret i forhold til den kriminalitet, det har afdækket inden for EU’s grænser. Anklagemyndigheden har intet mandat og ingen kapacitet i Ukraine. OLAF har en samarbejdsaftale med ukrainske myndigheder, men dens rækkevidde er begrænset.
EU’s troværdighed som finansiel og politisk aktør i Ukraine afhænger af, om kommissionen i Bruxelles kan demonstrere, at der følger kontrol med pengene. Indtil videre er der mere grund til at spørge end til at berolige.
