Da den belgiske premierminister Bart De Wever i weekenden stillede op til interview med det fransksprogede erhvervsdagblad L’Echo, var den officielle anledning hans nye bog “Over Welvaart” om velstand og økonomisk politik. Men det blev noget ganske andet, der dominerede forsiderne i Belgien mandag morgen. De Wever sagde uden omsvøb, at Europa hverken kan true Putin militært ved at sende våben til Ukraine eller kvæle ham økonomisk uden amerikansk støtte. Altså er der kun én vej tilbage: en forhandlet aftale.
Det var ikke bare en kommentar. Det var et brud med den officielle europæiske linje, formuleret af en premierminister i det land, der huser både EU’s og NATO’s hovedkvarterer.
Reaktionerne deler Europa i to
Reaktionerne kom hurtigt og fordelte sig langs en allerede velkendt brydningslinje. Tysklands forbundskansler Friedrich Merz og Det Europæiske Råds formand António Costa afviste De Wevers udtalelser og advarede om, at de kan skade den europæiske sikkerhed og underminere Ukraine. EU-kommissær for økonomi Valdis Dombrovskis fastslog allerede den 10. marts, at linjen er klar, og at EU skal fastholde “maksimalt pres på Rusland”. EU’s udenrigspolitiske chef Kaja Kallas, den tidligere estiske premierminister, formulerede det præcist i en kommentar til pressen i Bruxelles: EU skal først blive enigt om, hvad det vil kræve af Rusland, før man begynder at diskutere, hvem der skal forhandle.
I den modsatte lejr blev De Wever hyldet af Florian Philippot, lederen af det franske højreparti Les Patriotes, der opfordrede Paris til at følge det belgiske eksempel. Ungarns Viktor Orbán har længe indtaget den position, De Wever nu bevæger sig hen imod. Slovakiets Robert Fico ligeledes. Gruppen af EU-ledere, der åbent taler om forhandlinger, vokser.
Araud og diplomaternes realisme
Det er ikke kun politikere, der rykker. Gérard Araud, den tidligere franske ambassadør i Washington og FN-repræsentant, har i årevis repræsenteret en diplomatisk realisme, som mange i Paris og Bruxelles helst ser ignoreret. Araud, der tjente det franske udenrigsministerium i 37 år og blandt andet forhandlede Irans atomprogram, har konsekvent argumenteret for, at diplomati handler om at forhandle med parter, der hverken deler ens interesser eller ens værdier. I et interview med Euronews for få dage siden kritiserede han EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen for at agere uden for sit mandat på udenrigspolitikken og presse en tysk linje igennem på vegne af alle 27 medlemslande.
Om Ukraine har Araud sagt det, som De Wever nu gentager: Hvis europæerne ikke er parate til de nødvendige ofre for en ukrainsk sejr, må et kompromis forhandles. Det er en sætning, der stadig provokerer i europæiske hovedstæder, men som bliver sværere at afvise for hver måned, krigen fortsætter.
Energi som sprængstof
De Wevers udtalelser falder på et tidspunkt, hvor energipriserne igen presser Europa. Krigen i Iran, der begyndte den 28. februar, har sendt olie- og gaspriserne op og genåbnet de spørgsmål om energisikkerhed, som mange troede var ved at blive løst. USA har netop midlertidigt lempet sanktionerne mod russisk olie, der allerede var lastet på tankskibe, for at dæmpe prisstigningerne. Det var ifølge Bloomberg en beslutning af den amerikanske finansminister Scott Bessent.
For De Wever er koblingen mellem krig og energi central. Han sagde til L’Echo, at Europa taber på alle fronter, mens USA tjener på våbensalg og Kina nyder godt af billig russisk energi. Han forestiller sig en våbenhvile med en hærdet grænse som den mellem Nord- og Sydkorea og fastholder, at Ukraine skal forblive en suveræn stat og optages i den europæiske familie.
De Wevers bliver mistænkeliggjort
Det er værd at bemærke, at De Wevers udtalelser ikke står alene. I december 2025 stod han i spidsen for et blokerende mindretal, der forhindrede EU-Kommissionens plan om at bruge indefrosne russiske aktiver i det belgiske clearinghus Euroclear som sikkerhed for et lån på 210 milliarder euro til Ukraine. Dengang begrundede han det med juridiske og finansielle risici for Belgien. De Wevers sagde, at han var villig til at stemme for aftalen, hvis de øvrige EU-lande ville forpligte sig til at dele den økonomiske risiko med Belgien. Det var der ikke mange regeringschefer, der var villige til. Ukrainske og østeuropæiske medier som RBC-Ukraine har siden peget på angivelige forbindelser mellem De Wever og russiske erhvervsinteresser, og syv EU-lande med Polen og de baltiske stater i spidsen sendte et brev til Costa og von der Leyen, hvor de pressede på for at gennemføre planen trods belgisk modstand.
Hvad tænker de andre i stilhed?
De Wevers mest provokerende påstand er ikke hans analyse af magtbalancen. Den er svær at afvise på rent logisk grundlag. Det provokerende er hans tilføjelse: at europæiske ledere privat er enige med ham, men ingen tør sige det højt. Det er en påstand, der er umulig at verificere og bekvemt uverificerbar, som European Business Magazine formulerede det.
Men det ændrer ikke ved, at Macron selv sendte sin nationale sikkerhedsrådgiver til Moskva i februar for at genetablere kontakt med Kreml. Eller at EU’s udenrigsministre mandag samledes i Bruxelles uden at kunne vedtage den 20. sanktionspakke, som Kallas kaldte “stærkt forsinket”. Noget bevæger sig under overfladen. De Wever har sagt det højt.
Artiklen bygger på kilder fra L’Echo, VRT NWS, Euronews, Bloomberg, RBC-Ukraine, European Business Magazine, Ukrainska Pravda, Hungarian Conservative, Moscow Times og den belgiske nyhedstjeneste Belga News Agency.
