Hver morgen klokken otte åbner Pôle emploi-kontorerne i Frankrigs forstæder, og hver morgen er køen af unge ansøgere lidt længere end måneden før. I Seine-Saint-Denis nord for Paris, hvor ungdomsarbejdsløsheden i forvejen ligger langt over landsgennemsnittet, er stemningen i begyndelsen af 2026 blevet mærkbart mere anspændt. De seneste tal fra Insee bekræfter det, venteværelserne allerede fortæller: 21,5 procent af de franske 15-24-årige er uden arbejde, en stigning på 2,4 procentpoint alene i fjerde kvartal af 2025. Det svarer til 742.000 unge uden tilknytning til arbejdsmarkedet — 126.000 flere end året før.
Da det franske statistikbureau offentliggjorde tallene den 10. februar, forsøgte økonomiminister Roland Lescure at ramme en tone af handlekraft: »Vi har vundet kampen mod langtidsledigheden, men der er en reel udfordring med ungdomsledigheden. Vi må kæmpe.« Formuleringen var velvalgt — og utilstrækkelig. For mens den samlede franske arbejdsløshed kun steg med beskedne 0,2 procentpoint i samme periode til 7,9 procent, afslører de unges tal en selektiv krise, som den generelle statistik tilslører.
Og det stopper ikke ved den registrerede ledighed. Frankrig har ifølge de seneste opgørelser omkring 1,5 millioner unge, der hverken er i arbejde, uddannelse eller praktik — den kategori, som i europæisk statistik betegnes NEET (Not in Education, Employment or Training). Også dette tal steg i fjerde kvartal af 2025.
Eurostats sammenlignende statistik, offentliggjort den 4. marts, sætter Frankrigs situation i et ubehageligt relief. Med en ungdomsarbejdsløshed på 20,9 procent efter Eurostats metode ligger Frankrig i den absolutte bund blandt vesteuropæiske lande. Tyskland er nede på 7,1 procent, og Nederlandene på 9,3 procent. Det mest slående er dog ikke selve niveauet, men tendensen: i lande som Spanien, Italien, Polen og Grækenland — alle med historisk høj ungdomsledighed — har kurven været faldende siden oktober 2025. Frankrig bevæger sig den modsatte vej.
Det samme gør Sverige, og det med overraskende kraft.
Den nordiske models blinde vinkel
Svensk ungdomsarbejdsløshed er ifølge de samme Eurostat-tal nået op på 23,9 procent, et af de højeste niveauer i Europa. Kun Rumænien (25,7 procent) og Spanien (26,2 procent) ligger højere. I et land, der traditionelt har betragtet sig som forbillede for den nordiske arbejdsmarkedsmodel, er tallet politisk sprængfarligt. De svenske socialdemokrater kaldte allerede i september 2025 situationen for et »forræderi« fra den liberal-konservative regerings side — et angreb, der kun vil blive skarpere, i takt med at det svenske parlamentsvalg i september 2026 nærmer sig.
Marcus Löwing, analytiker ved den svenske offentlige arbejdsformidling, har over for Le Monde peget på, at unge arbejdstagere er særligt sårbare i en lavkonjunktur, fordi de befinder sig i en etableringsfase på arbejdsmarkedet. De arbejder hyppigere i servicesektoren og på midlertidige kontrakter. Den svenske økonomi har været i vanskeligheder siden 2022, drevet af en boligkrise og svag indenlandsk efterspørgsel, og det er de unge, der betaler den højeste pris.
Dog bør de svenske tal læses med forbehold. En betydelig del af de unge, der registreres som arbejdssøgende, er fuldtidsstuderende, der søger bijob. Det forvrænger billedet i opadgående retning og gør direkte sammenligninger med lande som Frankrig vanskelige. Financial Times og The Economist har gentagne gange påpeget denne statistiske komplikation i nordisk kontekst, hvor en høj andel af unge studerende er aktive på arbejdsmarkedet, og dermed indgår i arbejdsstyrken.
Frankrigs insidere og outsidere
For Frankrig er forklaringen mere strukturel og politisk tungere. Den franske arbejdsmarkedsmodel har i årtier produceret en kløft mellem insidere — fastansatte med høj beskyttelse — og outsidere, typisk unge og lavtuddannede, der cirkulerer mellem midlertidige kontrakter og ledighed. Emmanuel Macrons arbejdsmarkedsreformer fra 2017 sigtede mod at mindske denne kløft, men resultaterne har været blandede. OECD noterede i sin seneste landerapport for Frankrig, at reformerne havde forbedret den generelle beskæftigelse, men at effekten for de mest udsatte unge var begrænset. Lærlingeuddannelserne — et af Macron-æraens flagskibsprojekter — voksede markant i perioden 2018-2023, men væksten er siden stagneret, og de unge, der falder helt uden for systemet, er blevet flere.
Ungdommen som politisk ammunition
Det politiske perspektiv er oplagt. I Frankrig har Marine Le Pens Rassemblement National i årevis trukket på frustrationen blandt unge i periferien, og stigende ungdomsledighed giver partiet endnu en anledning til at kritisere den siddende regering. I Sverige er det socialdemokraterne, der forsøger at gøre de unges situation til en valgkampsag mod den borgerlige koalition. I begge lande er ungdomsarbejdsløsheden ikke kun en arbejdsmarkedsteknisk udfordring. Den er blevet et politisk våben.
Det bemærkelsesværdige ved de seneste Eurostat-tal er imidlertid kontrasten. Europa bevæger sig ikke i samme retning. Sydeuropa, der i et årti var synonym med tabt ungdom, viser fremgang. Frankrig og Sverige, to af kontinentets rigeste lande, bevæger sig den anden vej. Det er en påmindelse om, at velstand ikke automatisk beskytter mod eksklusionens mekanismer — og at de lande, der har mest, ikke nødvendigvis er bedst til at dele det med den næste generation.
