Søndag aften stod socialistpartiets spidskandidat Carlos Martínez på scenen i byen Valladolid og erkendte, at han havde tabt. Men han var i strålende humør. Hans parti, PSOE, var gået to mandater frem i et regionalparlament, hvor meningsmålingerne havde spået et historisk dårligt resultat. Den seneste Celeste-Tel-måling for radiostationen Onda Cero havde givet socialisterne 26 mandater. De fik 30.

Krigen som valgkampstema

Forklaringen begynder ikke i Castilla y León, men i Teheran. Den 28. februar indledte USA og Israel luftangreb mod Iran. Inden for en uge havde den spanske premierminister Pedro Sánchez nægtet at lade amerikanske styrker bruge de to fælles militærbaser i Rota og Morón til operationer mod Iran. Donald Trump svarede ved at true med at afbryde al handel med Spanien. Sánchez stod fast.

Ifølge en YouGov-måling, som det spanske netmedie elDiario.es’ vicechefredaktør Maria Ramirez har citeret over for NPR, har 77 procent af spanierne et negativt syn på Trump. Et endnu større flertal er imod krigen i Iran. Sánchez greb den dynamik og gjorde den til et centralt tema i valgkampen. På de sidste dage af kampagnen i Castilla y León gentog han et slogan fra demonstrationerne mod Irak-krigen i 2003: “Nej til krigen.” Det var et slogan, som Podemos og den øvrige radikale venstrefløj ellers har gjort til sit.

PSOE’s kampagnestrategi var et dobbeltgreb. Partiet mobiliserede progressive vælgere med “Nej til krigen” og skræmte dem med udsigten til en højreregering støttet af Vox, det eneste spanske parti, der åbent har bakket op om angrebet på Iran. Resultatet var et massivt skift af stemmer fra den fragmenterede venstrefløj til socialisterne.

Venstrefløjens forsvinden

Det mest dramatiske træk ved søndagens valg er ikke PSOE’s fremgang, men den radikale venstrefløjs totale eliminering fra regionalparlamentet. For første gang i femten år har hverken Podemos, Izquierda Unida eller Sumar et eneste mandat i Cortes de Castilla y León.

Podemos, der i 2015 stormede ind med ti mandater og over tolv procent af stemmerne, fik i søndags 8.859 stemmer. Det er under én procent. Koalitionen mellem Izquierda Unida og Sumar opnåede 27.605 stemmer, men heller ikke det var nok til et eneste mandat i regionens ni valgkredse. Juan Gascón, IU-Sumars spidskandidat, pegede direkte på årsagen: “Der har været en bølge af taktiske stemmer til PSOE af frygt for den yderste højrefløj.”

Fragmenteringen forklarer en del. Podemos og IU-Sumar stillede op på adskilte lister, fordi de ikke kunne blive enige om, hvem der skulle tage førstepladsen på listen i Valladolid. I en region med ni små valgkredse og en spærregrænse på tre procent er opsplitning ensbetydende med udslettelse.

Onlinemediet Vozpópuli konstaterer i sin analyse, at PSOE’s anti-krigsretorik benyttede sig af netop de politiske budskaber, som venstrefløjen havde markeret sig på i årevis. Når premierministeren selv siger “nej til krigen”, forsvinder behovet for et lille fløjparti, der siger det samme.

Vox bremset, men står med nøglen i hånden

På højrefløjen leverede Vox et resultat, der lå markant under forventningerne. Partiets interne målinger havde peget på over tyve procent af stemmerne. Det blev knap nitten procent og 14 mandater, kun ét mere end i 2022.

Resultatet svækker Vox’ forhandlingsposition, men ændrer ikke den grundlæggende aritmetik omkring dannelsen af en ny regering i regionen. Partido Popular vandt valget med 33 mandater og 35,5 procent af stemmerne, men en majoritet i parlamentet kræver 42 mandater. PP’s leder, regionalpræsident Alfonso Fernández Mañueco, har udelukket enhver aftale med PSOE. Dermed er Vox den eneste mulige koalitionspartner.

Santiago Abascal, Vox’ nationale leder, meddelte mandag, at hans parti vil kræve plads i regeringen i alle tre regioner, hvor PP er afhængig af Vox’ støtte. Det gælder foruden Castilla y León også Extremadura og Aragonien, hvor tilsvarende forhandlinger har ligget stille i månedsvis. PP’s generalsekretær Miguel Tellado opfordrede samme dag Vox til at bringe forhandlingerne ud af dødvandet, “hurtigt.”

Andalusien som deadline

Bag kulisserne presser en kalender. Andalusiens konservative regionalpræsident Juanma Moreno skal udskrive valg i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Ifølge El Español overvejer PP to datoer: 31. maj og 14. juni. Hverken PP eller Vox ønsker at gå ind i den andalusiske valgkamp med tre blokerede regionalregeringer som bagage.

Moreno sendte selv et signal mandag. Vox’ resultat i Castilla y León er, sagde han, “en advarsel: Vælgerne giver jer stemmer for at bygge op, ikke for at rive ned.” Sætningen opsummerer PP’s nye forhandlingsstrategi: Tag Vox med ind i regeringen, men diktér betingelserne. Det 32-punktsprogram, som PP og Vox underskrev i 2022, inden deres første koalition brød sammen over migrationspolitikken, er allerede taget frem som forhandlingsgrundlag.

Sánchez’ beregnede nej

Tilbage står spørgsmålet om, hvad søndagens resultater betyder for Pedro Sánchez nationalt. Hans anti-krigsposition har mobiliseret den progressive vælgerbase og samlet den bag ét parti, PSOE. Men en analyse i det politiske tidsskrift Jacobin peger på, at Sánchez’ modstand mod krigen i Iran hverken er særlig radikal eller særlig risikabel. Spanien kan ikke isoleret rammes af amerikanske handelssanktioner, fordi landets handelspolitik er EU’s handelspolitik. Som elDiario.es’ Maria Ramirez formulerede det over for NPR: “Man kan sige, at Sánchez er Europas moralske samvittighed. Men man kan også sige, at han er en mandagstræner”.

Til sommer venter valget i Andalusien og inden august 2027 et nationalt valg. Meningsmålingerne tyder fortsat på et konservativt flertal ved begge valg. Men i Castilla y León har Sánchez vist, at han kan forvandle en international krise til indenrigspolitisk kapital. Det er en strategi, Claudia Sheinbaum i Mexico og Gustavo Petro i Colombia allerede har høstet gevinst af over for Trump. Spørgsmålet er, om den holder, hvis krigen ikke længere fylder forsiderne.