I valgkredsen Tuttlingen-Donaueschingen syd for den Schwabiske Alb, hvor mere end halvdelen af de beskæftigede arbejder i industrien, stemte 26,7 procent på AfD den 8. marts. Det er det højeste resultat, partiet opnåede noget sted i Baden-Württemberg, og det er mere end en fordobling i forhold til delstatsvalget i 2021. I landsbyer som Schwenningen og Königsheim i samme egn steg AfDs andel med over 20 procentpoint til omkring 30 procent.
Tallene fra Tuttlingen er ikke en afvigelse. En analyse fra Stuttgarter Zeitung, baseret på strukturdata for alle 70 valgkredse, viser en klar sammenhæng: jo højere andelen af beskæftigede i den producerende industri, desto større er AfDs fremgang og desto bedre partiets resultat. CDU-spidskandidaten Manuel Hagel havde gjort industriens krise til sit centrale valgkampstema og lod sig fotografere med hjelm og sikkerhedsvest. Men netop i de valgkredse, hvor den truede industri er mest nærværende, var det AfD, der høstede tilslutningen. CDU gik frem samlet set, men væksten kom fra andre steder.
Valgforskningsinstituttet Infratest dimap fandt i sin eftervalgsanalyse, at 37 procent af arbejderne i Baden-Württemberg stemte på AfD. Partiet har dermed overtaget den position som arbejderparti, som SPD engang besad. Og det handler ikke kun om kulturel utilfredshed. 41 procent af de vælgere, der beskrev deres egen økonomiske situation som dårlig, stemte på AfD. I en delstat, hvor maskinindustrien alene mistede næsten 7.600 arbejdspladser i 2025, er det en vælgerbevægelse med rod i konkrete materielle erfaringer.
Özdemirs sejr og dens betingelser
Den store historie på valgaftenen var dog en anden. De Grønne vandt med 30,2 procent mod CDUs 29,7 og sikrede dermed partiet ministerpræsidentposten for tredje valgperiode i træk. Forspringet var snævert, omkring 27.000 stemmer, men det var nok. Cem Özdemir, der var fødevare- og landbrugsminister i Olaf Scholz’ regering fra december 2021 til maj 2025, bliver dermed Baden-Württembergs første ministerpræsident med tyrkisk indvandrerbaggrund, en historie der rækker langt ud over delstatspolitik.
Özdemirs sejr var personbåret, og den illustrerer samtidig en mekanik i det nye valgsystem, som Baden-Württemberg anvendte for første gang i 2026. Vælgerne havde to stemmer: en førstestemme til en navngiven kandidat i valgkredsen, og en andenstemme til et parti på delstatsplan. Det er andenstemmerne, der afgør, hvor mange pladser hvert parti samlet set får i parlamentet. Men førstestemmerne afgør, hvem der repræsenterer den enkelte valgkreds som direkte valgt medlem. Özdemir fik 47,9 procent af førstestemmerne i sin valgkreds Stuttgart II, et resultat ingen anden kandidat i Baden-Württemberg matchede. Han kaldte sig selv en schwabisk anatolier og førte valgkamp på et budskab om grøn realisme, der bevidst tog afstand fra partiets føderale profil. Han kritiserede sine egne europaparlamentarikere for at stemme mod EU-Mercosur-frihandelsaftalen og talte for fleksibilitet i udfasningen af forbrændingsmotorer. Det var en valgkamp designet til et industriland.
Men Özdemirs personlige gennemslagskraft dækkede over en strukturel svaghed. De Grønne gik tilbage fra 32,6 til 30,2 procent af andenstemmerne. Og fordelingen af direkte valgte mandater fortæller sin egen historie: CDU vandt 56 af 70 valgkredse, De Grønne kun 13. Det betyder, at CDU lokalt vandt opgør efter opgør, mens De Grønnes samlede mandattal blev løftet af andenstemmerne.
Her producerede det nye valgsystem et resultat, der komplicerer den politiske fortolkning. Fordi CDU vandt langt flere valgkredse, end deres andel af andenstemmerne umiddelbart berettigede til, opstod der såkaldte overhængsmandater, som de øvrige partier blev kompenseret for med udligningsmandater. Resultatet er, at De Grønne og CDU trods De Grønnes snævre stemmeflertal sidder med præcis lige mange mandater: 56 hver.
Ministerpræsidenten vælges af parlamentets flertal. CDUs spidskandidat Manuel Hagel gratulerede Özdemir på valgaftenen, og ingen af de mulige koalitionspartnere har anfægtet, at De Grønne som det parti, der fik flest stemmer, har krav på posten. Ifølge Bundeszentrale für politische Bildung er en fortsættelse af den grøn-sorte koalition den eneste realistiske model. Men det identiske mandattal har forvandlet koalitionsforhandlingerne til en diskussion om magt uden en klar seniorpartner. CDU kræver en omlægning af indflydelsen i den kommende regering, og med 56 af 70 direkte valgte mandater i ryggen har partiet et argument, som De Grønnes stemmetal alene ikke kan afvise.
Et udvisket politisk landskab
Resultaterne efterlod et forenklet parlamentarisk landskab. Kun fire partier kom over spærregrænsen på fem procent. SPD halverede sit resultat til 5,5 procent, det laveste resultat for partiet ved noget delstatsvalg i hele Tyskland nogensinde. FDP faldt til 4,4 procent og er for første gang siden 1952 ikke repræsenteret i parlamentet i sin egen stammegrund. Die Linke og BSW forblev begge under spærregrænsen.
De Grønne og CDU råder tilsammen over 112 af parlamentets 157 pladser, et totredjedels flertal, der i princippet gør det muligt at ændre delstatens forfatning. Men i industrikvarterer selv i Stuttgart var det AfD, ikke De Grønne, der samlede de bekymrede lønmodtagere op. De Grønne er stærke i akademiske bykvarterer og blandt kvinder og ældre vælgere. I de mindre byer med under 5.000 indbyggere fik CDU 35 procent, og AfD lå langt over sit landsgennemsnit.
Rheinland-Pfalz: Søndagens afgørelse
Fem dage efter denne artikels dato stemmer 2,95 millioner vælgere i Rheinland-Pfalz. SPD har regeret delstaten uafbrudt i 35 år, først under Kurt Beck, siden under Malu Dreyer og siden juli 2024 under Alexander Schweitzer, der overtog posten, da Dreyer trak sig af helbredsgrunde. Spørgsmålet er, om den tradition overlever søndag den 22. marts.
De seneste meningsmålinger viser et tæt opløb. En ARD-måling fra Infratest dimap, offentliggjort den 16. marts, giver CDU under spidskandidaten Gordon Schnieder 29 procent mod SPDs 28. Forschungsgruppe Wahlen målte den 13. marts CDU på 28, SPD på 26. AfD ligger stabilt på 19 procent og vil i givet fald mere end fordoble sit resultat fra 2021, da partiet fik 8,3 procent. De Grønne med spidskandidat Katrin Eder ligger på 8-9 procent. Freie Wähler og Die Linke balancerer begge omkring spærregrænsen på fem procent. FDP ligger under og risikerer at ryge ud af endnu et parlament.
30 procent af de adspurgte vælgere har endnu ikke besluttet sig, ifølge ZDFs Politbarometer fra den 13. marts. Og Baden-Württemberg viste, at de sidste uger kan ændre alt. Der gik CDU ind i valgkampen med et forspring på 14 procentpoint i meningsmålingerne, og De Grønne indhentede det hele.
Hvad der er værd at følge
Det nærmeste spørgsmål er åbenlyst: Kan CDU den 22. marts bryde SPDs 35-årige greb om Rheinland-Pfalz? Resultatet vil afgøre, om den føderale regering i Berlin står over for en dobbelt delstatsafstemning imod sig eller blot en enkelt.
I Baden-Württemberg vil koalitionsforhandlingerne mellem De Grønne og CDU vise, om det er muligt at danne en funktionel regering, når begge parter har præcis lige mange mandater og fundamentalt forskellige opfattelser af, hvem der bestemmer mest.
Og bag begge spørgsmål ligger det bredere: Om den sammenhæng mellem industriel tilbagegang og AfDs vækst, som data fra Baden-Württemberg dokumenterer så tydeligt, også vil vise sig i Rheinland-Pfalz. Delstaten er hjemsted for BASF i Ludwigshafen, for bilindustri i Kaiserslautern, for en kemisk industri under pres fra høje energipriser. Hvis det mønster, der tegnede sig syd for den Schwabiske Alb, gentager sig langs Rhinen, er det ikke længere en regional historie. Så er det en national.
