I et interview offentliggjort den 10. marts i Euronews’ program 12 Minutes With sagde den tidligere franske topdiplomat Gérard Araud, hvad mange embedsmænd og politikere i adskillige europæiske hovedstæder formentlig tænker, men sjældent formulerer så direkte: Ursula von der Leyen handler uden for sin kompetence i udenrigspolitiken. Hun fører en tysk linje igennem på vegne af alle 27 medlemslande. Og hun gør det i en situation, hvor Europa mere end nogensinde har brug for en fælles stemme, der er forankret i de politiske realiteter “on the ground”.

Ordene bærer en særlig vægt, fordi manden bag dem er en af de mest erfarne og indflydelsesrige diplomater, det europæiske kontinent har produceret i de seneste årtier.

En karriere på tværs af de største kriser

Araud begyndte sin diplomatiske løbebane i 1982 som førstesekretær ved den franske ambassade i Tel Aviv. Han er uddannet fra École Polytechnique, Sciences Po og den franske forvaltningshøjskole ENA og nåede det franske diplomatis højeste rang som Ambassadeur de France. Fra 1987 til 1991 var han rådgiver ved ambassaden i Washington med ansvar for Mellemøstpolitikken. I 2000 blev han direktør for strategiske anliggender, sikkerhed og nedrustning i udenrigsministeriet, og fra 2003 til 2006 var han Frankrigs ambassadør i Israel.

Det var i perioden 2006 til 2014, at Araud trådte ind i den globale sikkerhedspolitiks inderkreds. Som generaldirektør for politiske anliggender og sikkerhed i Quai d’Orsay var han Frankrigs chefforhandler i atomforhandlingerne med Iran. Derefter tilbragte han fem år som Frankrigs permanente repræsentant ved FN i New York, hvor han sad for bordenden i Sikkerhedsrådet fire gange og var med til at vedtage resolutionerne om Libyen, Elfenbenskysten, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Hans karriere kulminerede som Frankrigs ambassadør i Washington fra 2014 til 2019. I dag er han tilknyttet den Washington-baserede tænketank Atlantic Council og skriver fast i det franske ugemagasin Le Point.

Araud er også kendt for sin uforbeholdne kommunikationsstil. På selve valgnatten, da Donald Trump vandt præsidentvalget i november 2016, tweetede han, at en verden brød sammen for øjnene af os. Tweetet blev slettet kort efter, men det indfangede i én sætning det systemiske skift, som europæisk diplomati ti år senere stadig forsøger at navigere.

Åben konflikt

Arauds kritik i Euronews rammer direkte ind i det, der over de seneste uger er vokset til den mest åbne institutionelle konflikt om EU’s udenrigspolitiske retning i årevis.

Da den amerikanske og israelske militæroperation mod Iran indledtes i slutningen af februar, var von der Leyen den første europæiske leder til at reagere. Ifølge Euronews har hun siden publiceret tolv Iran-relaterede opslag på X og talt med mindst tolv ledere fra EU og Golfen. Hun indkaldte sit nyoprettede Sikkerhedskollegium, der samler alle 27 kommissærer, og hun talte om en “troværdig overgang” i Iran. Formuleringen blev af kritikere og i Euronews læst som en åbning mod regimeskifte i tråd med den amerikanske og israelske position.

I EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger den formelle ledelsesrolle hos medlemsstaterne, Rådet, Det Europæiske Råd og ‘den højtstående repræsentant’, en post, der p.t. varetages af den estiske politiker, Kaja Kallas. Ikke hos Kommissionsformanden. Arauds anklage er, at von der Leyen bevidst omgår denne ordning, og at hendes position i virkeligheden er en tysk linje, som ikke afspejler de 27 landes fælles interesser.

Araud står langt fra alene. Ved EU’s årlige ambassadørkonference i Bruxelles den 9. marts fastslog Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot i von der Leyens tilstedeværelse, at Kommissionen strengt skal overholde subsidiaritetsprincippet. Frankrig har tidligere offentligt kritiseret, at Kommissionen sendte kommissær Dubravka Šuica til det første møde i Donald Trumps nyetablerede Board of Peace uden mandat fra medlemsstaterne. Dagen efter von der Leyens tale erklærede EU’s rådsformand António Costa over for de samme ambassadører, at en multipolær verden kræver multilaterale løsninger. Euronews tolkede formuleringen som en implicit irettesættelse af van der Leuen.

Modstanden rækker videre end Paris og Bruxelles. Spaniens premierminister Pedro Sánchez sagde i et interview med avisen El Diario, at dilemmaet ikke handler “om en gammel orden over for en ny, men om international orden over for internationalt kaos”. Den tidligere ‘højtstående repræsentant’ Josep Borrell sagde ifølge Politico, at von der Leyen systematisk overskrider sine beføjelser og er forudindtaget til fordel for USA og Israel. Alberto Alemanno, professor i EU-ret ved HEC Paris, sagde til Euronews, at von der Leyen med sine telefonsamtaler med Golfregionens ledere om Irans fremtid handler i strid med traktaterne. Eric Maurice, analytiker ved den Bruxelles-baserede tænketank European Policy Centre, har i en analyse beskrevet hendes ledelsesstil som et forsøg på at spille en politisk rolle, som traktaten ikke giver hende grundlag for.

Prisen for enegang

Von der Leyen forsøgte den 11. marts at dæmpe kritikken i Europa-Parlamentet i Strasbourg ved at understrege sin urokkelige opbakning til folkeretten og det multilaterale system. Men hendes ambassadørtale var allerede blevet læst som et signal om, at den regelbaserede orden ikke længere alene kunne beskytte europæiske interesser. Irish Times’ korrespondent Denis Staunton pegede i en kommentar på, at Europas globale position er blevet svagere, ikke stærkere, under von der Leyens ledelse. Handelsaftalen med Trump i 2025 var ubalanceret, seks års konfrontation med Beijing har resulteret i et øget handelsunderskuddet med Kina, og trods årelange milliard-investeringer i Ukraine sidder EU ikke med ved det bord, hvor krigens afslutning forhandles.

Arauds pointe er ikke, at Europa skal se passivt til i forhold til de globale brændpunkter. Pointen er, at en union, der udadtil taler med “én stemme”, uden at stemmen er forankret i de nationale hovedstæder, ender med at lyde beslutsom men i realiteten signalerer svaghed, fordi alle ved, at den tilsyneladende enighed ikke holder overfor selv det mindste tryk.

Araud har tilbragt fire årtier som forhandler midt i verdens brændpunkter. Han genkender institutionelt overmod, når han ser det, og han ved, hvad det kan føre til. Hans karakteristik af von der Leyen skal hverken ses som en akademisk betragtning eller en abstrakt advarsel, men som en konstatering.