I kommunen Saint-Avit i Puy-de-Dôme sagde borgmester Nicolas Montpeyroux før valget, at det var næsten umuligt at finde nok kandidater til en liste på tolv navne, når halvdelen skulle være kvinder. Han var ikke alene. Op mod et år inden de franske kommunalvalg den 15. og 22. marts 2026 var advarslen udbredt blandt borgmestre i Frankrigs landdistrikter: den nye lov om kønsbalance på opstillingslister ville skabe kommuner uden kandidater og efterlade rådhuse tomme.
Det skete ikke. Loven af 21. maj 2025, der udvidede obligatorisk kønsbalance til samtlige knap 25.000 kommuner under 1.000 indbyggere, bestod sin første praktiske prøve med et resultat, der overraskede selv fortalerne. Kun 68 kommuner havde ingen kandidater overhovedet, et fald fra 106 ved valget i 2020 og tæt på niveauet fra 2014. I alt stillede 904.042 kandidater op, fordelt på mere end 50.000 lister. Den demokratiske ørken, som kritikerne forudsagde, materialiserede sig ikke. Tværtimod.
Fra bekymring til virkelighed
Reformens kerne var enkel, men indgribende. Kommuner under 1.000 indbyggere, der udgør 70 procent af alle franske kommuner, havde hidtil brugt flertalsvalg, hvor vælgerne frit kunne tilføje og slette navne på stemmesedlen. Det system favoriserede personlige netværk og holdt kvinder ude. Før valget talte kommunalbestyrelserne i disse kommuner 37,6 procent kvinder, mens tallet i større kommuner lå på 48,5 procent. Ifølge netværket Élues locales, der arbejder for kvindelig repræsentation i lokalpolitik, lå kun 23 procent af de små kommuner i nærheden af paritet. Mere end 320 kommuner havde slet ingen kvindelige folkevalgte.
Lovens fortalere pegede på, at det gamle systems frihed reelt var frihed til at ekskludere kvinder. Françoise Gatel, minister for landdistrikter, beskrev den gamle valgform som en skydetelt mod siddende borgmestre, der ofte resulterede i smertefulde personlige opgør inden for kommunalbestyrelserne. Den socialistiske senator Éric Kerrouche argumenterede i den franske tv-kanal Public Sénats dækning for, at kravet om lister blot synliggjorde en tilstand, der allerede eksisterede. Før reformen stillede enkeltpersoner op ved siden af den eneste reelle liste, men uden reel chance for at blive valgt.
Det egentlige eksperiment
At 78 procent af kommunerne under 1.000 indbyggere kun havde én liste, er det mest diskuterede tal efter valgnatten. Senatoren Franck Dhersin fra det partiet Horizons kaldte det betænkeligt for demokratiet. Men det franske forbund for landkommuner, AMRF, hilste reformen velkommen som et afgørende skridt for det lokale demokrati. Guy Geoffroy, vicepræsident for borgmesterforbundet AMF og borgmester i Combs-la-Ville, vurderede forud for valget, at både antallet af kvindelige kandidater og valgte kvinder ville stige markant.
De tidlige tal bekræfter den vurdering, men viser også reformens begrænsninger. Kvinder udgjorde halvdelen af alle kandidater på listerne, som loven kræver. Men blandt de øverste på listen, det vil sige dem, der typisk bliver borgmestre, var andelen kun 25 procent, en marginal stigning fra 23 procent i 2020. Ifølge en undersøgelse fra den statslige investeringsbank Caisse des Dépôts, offentliggjort i september 2025, var kun 17 procent af siddende borgmestrene kvinder.
Flere kvinder, samme hierarki
Reformen har altså med ét slag bragt tusinder af kvinder ind i franske kommunalbestyrelser, men endnu ikke til borgmesterkontoret. Forklaringen er delvist strukturel. Loven kræver paritet på listerne, men ikke i forholdet mellem borgmesteren og førsteviceborgmesteren. En mandlig borgmester kan fortsat have en mandlig førsteviceborgmester.
Didier Huchon, borgmester i Sèvremoine i Maine-et-Loire, erkendte i et interview med Public Sénat, at mange kvinder holder sig tilbage fra de ledende poster. Det skyldtes ifølge ham ikke uvilje men kulturelle barrierer. Claudine Tavel, borgmester i Novalaise i Savoie, understregede nødvendigheden af tidligt at opsøge kvinder med interesse for kommunalpolitik.
Hvad der er værd at følge
Tre vigtige spørgsmål melder sig nu, i tiden efter valget.
Det første er praktisk: Vil de nye kommunalbestyrelser i landkommunerne fungere efter parti- eller listeskel, når den frie stemmeafgivning på tværs af lister nu er afskaffet, og når vælgerne nu skal stemme på faste lister i stedet for individuelle kandidater? For mange landsbyer er det en dybere kulturel forandring end selve kravet om kønsbalance.
Det andet er kvantitativt: Når de nye borgmestre vælges i kommunalbestyrelserne de kommende uger, vil den faktiske andel af kvindelige borgmestre give et præcist mål for, hvor langt kønsbalance rækker, når loven ikke ligefrem tvinger den igennem.
Og det tredje er det mest ubekvemme. Paritetsreformen har sikret lige repræsentation i kommunalbestyrelser, der i de små kommuner primært varetager borgerservice, skolevedligeholdelse og lokal ordensmagt. Men de beslutninger, der former landsbyernes fremtid, træffes et andet sted.
Frankrigs knap 35.000 kommuner er samlet i omkring 1.300 interkommunale samarbejder med eget budget, egen beskatningsret og bindende kompetencer over fysisk planlægning, transport, affaldshåndtering og boligpolitik. For borgere i landdistrikterne er det ofte denne forsamling, ikke kommunalbestyrelsen, der afgør, om der kommer en busrute, bygges boliger eller renoveres en vej. Og det er præcis denne forsamling, som reformen har fjernet fra vælgernes rækkevidde.
Den nye lov afskaffede den ordning, hvor borgerne direkte udpegede kommunens repræsentanter i det interkommunale råd. Nu besættes pladserne automatisk af borgmesteren og de øverste viceborgmestre. Da de fleste små kommuner kun har én eller to pladser, og tre ud af fire listeførere er mænd, risikerer de interkommunale forsamlinger at blive mere mandsdominerede end før, netop mens kommunalbestyrelserne bliver paritære.
Reformen har med andre ord givet kvinder adgang til den ene forsamling og frataget vælgerne indflydelse på den anden. Sébastien Martin, præsident for sammenslutningen Intercommunalités de France, har kaldt afskaffelsen af den direkte udpegning et tillidsbrud med den ansvarlige minister Françoise Gatel og krævet, at spørgsmålet tages op igen inden valget i 2032.
