Ved SPD’s valgfest i Mainz stod nederlaget hurtigt klart. Ved landdagsvalget i Rheinland-Pfalz søndag blev CDU størst med 31,0 procent, SPD faldt til 25,9 procent, og AfD endte på 19,5 procent. Men det tal, der ramte hårdest i lokalet, var ikke CDU’s sejr. Det var eftervalgsmålingerne fra Infratest dimap, det institut der leverer valgdagsanalyser for ARD, en sammenslutning af offentlige radio- og tv-stationer. De viste, at SPD havde mistet 14 procentpoint blandt arbejdere i delstaten. Og at 39 procent af de vælgere, der betegner sig selv som arbejdere, havde stemt på AfD.

Det er denne forskydning, der rummer den egentlige analytiske kerne i søndagens valg. CDU gjorde en ende på 35 års uafbrudt SPD-styre i Rheinland-Pfalz. Det er i sig selv historisk. Men den dybere bevægelse blandt vælgerne handler om, hvad der sker i bunden af det tyske partilandskab. SPD har ikke bare tabt i en historisk højborg. Partiet har tabt sin sociologiske forankring til en konkurrent, som den forfatningsmæssige efterretningstjeneste stadig overvåger som en mulig højreekstrem trussel.

Valget i Rheinland-Pfalz bør heller ikke ses isoleret. To uger tidligere fik AfD 18,8 procent i Baden-Württemberg. Tilsammen viser de to martsvalg, at AfD ikke længere kun er et parti med tyngde i det tidligere Østtyskland. Partiet kan nu også levere betydelige gennembrud i vestlige delstater. De 19,5 procent i Rheinland-Pfalz er AfD’s stærkeste resultat i en vesttysk delstat nogensinde.

Hvem er arbejderne?

En vigtig metodisk præcisering er nødvendig. Kategorier som “arbejdere” bygger på surveydata og eftervalgsmålinger, ikke på hårde registeroplysninger. Vælgervandringer er modellerede estimater. Men selv med det forbehold er mønstret tydeligt nok til at bære den analytiske vægt, som både valgforskere og partierne selv tillægger det.

Tallene fra Infratest dimap tegner et portræt af AfD’s nye vælgerbase, der er vanskeligt at afvise. Blandt vælgere, der vurderer deres egen økonomiske situation som dårlig, stemte 40 procent AfD i Rheinland-Pfalz. Blandt dem, der vurderede den som god, var andelen 16 procent. Billedet fra Baden-Württemberg var næsten identisk med 37 procent AfD-stemmer blandt arbejdere og blot 5 procent for SPD. AfD var desuden det stærkeste parti i alle aldersgrupper under 45 år i Rheinland-Pfalz, med 26 procent blandt 35- til 44-årige og 21 procent blandt førstegangsvælgere. Hos vælgere over 70 lå partiet derimod på 11 procent, mens CDU her hentede 45 procent. Der tegner sig et billede af et parti, der samler yngre vælgere med lave eller mellemhøje indkomster, ofte i økonomisk pressede regioner, og som oplever en voksende afstand mellem deres egen hverdag og det politiske systems prioriteter.

En analyse fra det statistiske landesamt i Rheinland-Pfalz bekræfter det socioøkonomiske mønster. Jo højere andelen af arbejdsløse og modtagere af sociale minimumsydelser i et område, desto stærkere stod AfD. Det omvendte gjaldt for CDU og FDP, der helt miste repræsentation i partiets to hjemlande.

Analyser af vælgervandringerne viser, at AfD’s største tilstrømning kom fra tidligere sofavælgere. Over 80.000 borgere i Rheinland-Pfalz, der ikke stemte i 2021, afgav denne gang deres stemme på AfD. Tilgangen fra CDU og SPD var omtrent lige stor, men tilsammen mindre end mobiliseringen af de hidtil passive. AfD vokser altså ikke kun ved at hente utilfredse vælgere fra andre partier. Partiet udvider selve vælgerkorpset ved at nå borgere, der tidligere blev hjemme.

SPD mister sproget

Jürgen Falter, professor i statskundskab ved Universität Mainz og en af Tysklands mest citerede valgforskere, formulerede diagnosen i et interview med Münchner Merkur, der udgives af Ippen-mediegruppen. SPD har definitivt mistet sin status som arbejderparti, sagde Falter. AfD er i dag det egentlige arbejderparti. Han påpegede, at AfD’s vælgere ikke primært kommer fra CDU, men i omtrent lige så høj grad fra SPD. Vurderingen er polemisk formuleret, men den rammer et reelt problem. SPD’s tilbagegang handler ikke om en svag valgkamp eller et lokalt upopulært kandidathold. Den handler om, at partiet i dele af vælgerkorpset ikke længere forbindes med social tryghed, økonomisk troværdighed og repræsentation af almindelige lønmodtageres interesser.

SPD’s egen reaktion bekræfter diagnosen. Esra Limbacher, vicefgruppeformand i Forbundsdagen og talsmand for Seeheimer Kreis, partiets centristiske fløj, skrev natten til mandag, at resultatet var mere end et alarmsignal. Når flertallet i landet mener, at SPD bekymrer sig mere om bistandsmodtagere end om den hårdt arbejdende befolkning bladt faglærte og ufaglærte, så betyder det at partiets fortsatte eksistens som en vigtig politisk kraft nu står på spil. Limbacher krævede et fokus på økonomi, arbejde, sikkerhed og et overkommeligt hverdagsliv, og han advarede mod det, han kaldte “højlydte og skingre debatter fra hovedstadsbobler.”

Karl-Rudolf Korte, professor i statskundskab ved Universität Duisburg-Essen og fast valganalytiker for ZDF, en af Tysklands største offentlige public service-tv-stationer, betegnede SPD’s tab i Rheinland-Pfalz som et resultat af historisk betydning og tilføjede, at SPD nu kæmper for sin eksistensberettigelse. Philipp Türmer, formand for SPD’s ungdomsorganisation Juso, sagde til nyhedstjenesten Redaktionsnetzwerk Deutschland, at partiledelsen ikke har fundet tilstrækkelige svar på udfordringerne.

En koalition under pres

Tabets konsekvenser rækker ud over delstatspolitikken. SPD sidder i Berlin som juniorpartner i Friedrich Merz’ sort-røde koalition. Lars Klingbeil er samtidig vicekansler, finansminister og partiformand. Bærbel Bas er medformand og arbejdsminister. Begge afviste mandag at træde tilbage, men åbnede for en åben diskussion om partiets kurs. Flere SPD-politikere fra andre delstater krævede søndag at partiledelsen blev udskiftet, heriblandt den niedersachsiske politiker Doris Schröder-Köpf, der foreslog den saarlandske ministerpræsident Anke Rehlinger som ny partiformand. Rehlinger afslog. Det samme gjorde forsvarsminister Boris Pistorius, hvis navn også blev nævnt.

Falter vurderer, at det dobbelte nederlag i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz vil gøre SPD mere genstridigt som koalitionspartner i regeringen. Partiet vil forsøge at sætte sin politik hårdere igennem, fordi det har brug for synlige resultater inden efterårets tre delstatsvalg i Sachsen-Anhalt, Mecklenburg-Vorpommern og Berlin. Det skaber et dilemma for Merz-regeringen, der netop nu forhandler vanskelige reformer af sundhedsvæsen, skat og pension. Et SPD, der spiller opposition indefra, kan lamme processen. Falters vurdering er, at kun ét scenarie kan forhindre denne dynamik. Nemlig at moderate kræfter i SPD som Seeheimer Kreis og Klingbeil sætter en reformpolitik igennem, som CDU kan støtte. Det anser Falter dog for usandsynligt.

Jo mere SPD insisterer på regeringsansvar uden samtidig at genvinde en tydelig social profil, desto større er faren for, at partiet fremstår administrativt ansvarligt men politisk utroværdigt. De to behov, at demonstrere handlekraft i koalitionen og at demonstrere social identitet over for vælgerne, er ikke nødvendigvis uforenelige. Men de trækker i forskellige retninger.

Hvad der er værd at følge

Tre konkrete spørgsmål vil afgøre, om martsvalgene forbliver regionale jordskælv eller markerer et strukturelt skift i det tyske partisystem.

Kan SPD formulere et troværdigt svar til den arbejdervælgerne inden delstatsvalgene i september? Klingbeil har annonceret et krisemøde i partiet. Indholdet vil vise, om SPD bevæger sig mod Seeheimer-fløjens pragmatisme eller falder tilbage i den vanlige refleks efter nederlag, som Korte har beskrevet i flere interviews: en drejning mod venstre.

Hvordan reagerer AfD’s vælgerbase på partiets fortsatte udelukkelse fra regeringsmagten? Halvdelen af AfD’s vælgere i Rheinland-Pfalz angav ifølge Infratest dimap, at de ville overveje at stemme CDU, hvis partiet ændrede kurs i forbundspolitikken. 31 procent kunne forestille sig at stemme SPD. Det antyder en vælgergruppe, der ikke nødvendigvis er ideologisk bundet til AfD, men som bruger partiet som kanal for frustration. AfD’s spidskandidat i Rheinland-Pfalz, Jan Bollinger, tilbød sig selv som koalitionspartner for CDU valgnatten. CDU’s Gordon Schnieder afviste omgående.

Men hvad sker der i september, når Sachsen-Anhalt, Mecklenburg-Vorpommern og Berlin stemmer? Hvis AfD’s vesttyske gennembrud følges op af endnu stærkere resultater i øst, vil presset på CDU’s brandmur mod samarbejde vokse. Falter vurderer, at muren vil stå på forbundsniveau i endnu en til to valgperioder, men at den på kommunalt niveau allerede er ved at smuldre.