Under det fireårige IMF-låneprogram på 8,1 milliarder dollar har Ukraine allerede modtaget en første tranche på 1,5 milliarder dollar, men videre udbetalinger afhænger af, at parlamentet vedtager en række nye økonomiske stramninger. Hvis fristen overskrides, risikerer Kyiv at miste adgangen til næste udbetaling og dermed til det finansielle sikkerhedsnet, der holder økonomien oven vande.
Modstanden mod stramningerne i det ukrainske parlament, Radaen, er betydelig. Regeringens forsøg på at få den nødvendige lovgivning igennem parlamentet tidligere i marts blev stemt ned. En ændret lovpakke er siden forsøgt, men hidtil uden held.
Modstanden handler ikke kun om stramningernes indhold. Den ukrainske debat drejer sig i stigende grad om, hvem der politisk skal stå til ansvar over for vælgerne. Regeringen og præsidentens kontor forhandlede betingelserne med IMF uden at konsultere de politiske partier og parlaments fraktioner. Da aftalerne var på plads, forventede regeringen, at parlamentet ville stemme dem igennem. Det er parlamentets præcise anklagepunkt.
Yaroslav Zhelezhnyak, parlamentsmedlem fra partiet Holos og en af de skarpeste kritikere i finansudvalget, beskrev situationen i marts på sin Telegram-kanal: ingen kommunikation fra regeringen, ingen koordinering med parlaments fraktioner, ingen plan.
Parlamentarikerne, herunder medlemmer af præsidentens eget parti Sluha Narodu, nægter at stemme for tiltag, som de ikke har været med til at udforme, og som de nu forventes at overtage det politiske ansvar for. Finansudvalgets formand Danylo Hetmantsev formulerede blokeringslogikken åbent over for LIGA.net: Ingen initiativer kan samle stemmer i parlamentet, så længe de ikke præsenteres som regeringens egne lovforslag.
Resultatet er institutionel fastlåsning, der er ekstremt vanskelig at løse uden at en af parterne taber ansigt. Da Ukraine ikke har haft valg i over seks år, er den politiske legitimitet hos parlamentarikerne i forvejen under pres. Ingen tør stemme for reformer, der er direkte fjendtlige over for vælgerne, medmindre det er soleklart, at ansvaret ligger hos regeringen.
Parlamentsmedlem Zhelezhnyak har advaret om, at konflikten kan føre til, at Ukraine kan komme til at overskride tidsfristen for tilsammen 25 strukturelle krav på tværs af programmer fra IMF, Verdensbanken og EU’s Ukraine Facility. Det vil kunne medføre blokering eller forsinket udbetaling af lån på i alt 7 milliarder euro hen over foråret. De berørte strukturelle krav vedrører alt fra udnævnelse af politisk uafhængige dommere og bekæmpelse af korruption til nye skatteregler.
Spillet om de 90 milliarder euro fra EU
Blokeringen i Radaen er ikke kun et internt ukrainsk anliggende. Den falder sammen med en tilsvarende blokering på EU-niveau, og de to kriser forstærker hinanden.
Regeringen sigter nu mod en hurtig afstemning i dagene omkring den 7.-9. april forud for IMF og Verdensbankens forårsmøder i Washington. Samtidig siger regeringen, at man forventer, at første tranche af EU’s nye 90 mia. euro-lån vil blive udbetalt i april som aftalt. Men det kan vise sig at være vanskeligere end som så.
EU’s 90 milliarder euro-lån til Ukraine blev politisk aftalt af stats- og regeringscheferne i december 2025. Pakken kræver imidlertid en ændring af EU’s flerårige budgetramme, og en sådan ændring kræver enstemmighed i Rådet. Den 20. februar 2026 nedlagde Ungarn veto mod budgetændringen og blokerede dermed hele lånepakken. Budapest begrundede vetoet med tvisten om Druzhba-olierørledningen, som transporterer russisk olie via Ukraine til Ungarn og Slovakiet, og som har været ude af drift siden slutningen af januar.
Europa-Parlamentet godkendte sin del af lovgivningspakken den 24. februar, men det ændrer ikke ved, at lånet ikke kan udstedes uden enstemmighed om budgetrammen. På EU-topmødet den 19. marts konfronterede de øvrige stats- og regeringschefer Orbán direkte og anklagede ham for at tage Ukraine-støtten som gidsel forud for det ungarske parlamentsvalg den 12. april.
Kommissionsformand Ursula von der Leyen udtalte efter mødet, at pengene nok skulle komme “one way or the other”. Flertallets sluterklæring fastslår da også, at udbetalingen vil ske “fra begyndelsen af april”. Men Rådet har i et andet dokument præciseret, at Kommissionen først kan udbetale pengene, når alle nødvendige lovgivningsmæssige skridt er gennemført. Det er et elementært krav i henhold til EU-traktaten. Så længe vetoet står ved magt, kan Kommissionen ikke begynde udbetalingerne. Erklæringen og virkeligheden peger i hver sin retning.
Skal der alligevel komme en større hjælpepakke fra EU-landene til Kyiv i begyndelsen af april, må medlemslandenes regeringer hver især finde pengene inden for deres nationale rammer. Det er ikke umuligt, men det ændrer mekanikken totalt. De konstruktioner, som Kommissionen har skitseret for en sådan manøvre, omfatter en model, hvor landene hver især giver et ekstra frivilligt bidrag til Kommissionen og øremærker pengene til Ukraine, samt en model, hvor landene stiller nationale garantier bag en fælles låntagning uden om EU-systemet.
I begge tilfælde er der ikke længere tale om EU-penge. Det vil i stedet være nationale finanspolitiske bevillinger i form af kontante udbetalinger eller ubetingede statsgarantier. Da der for hvert land er tale om et beløb på flere milliarder kroner, vil de fleste regeringer formentlig have brug for en formel parlamentarisk hjemmel. Det vil tage sin tid, og i Frankrig, Holland, Tjekkiet, Østrig og flere andre lande vil det kunne blive langvarigt.
Slovakiet er ikke bare en fodnote i denne sag, men dets rolle er en anden end Ungarns. Det formelle veto er rejst af Budapest. Slovakiets regeringsleder Robert Fico sagde den 8. marts 2026, at Bratislava er klar til at overtage blokeringen, hvis Ungarn ændrer kurs. Fico har dermed varslet et afløsningsveto, ikke en samtidig blokering.
En koalition af EU-lande kan i princippet bevæge sig uden om vetoet fra Budapest og den varslede blokering fra Bratislava. Men en sådan manøvre ville betyde, at EU reelt kobles ud af Ukraine-støtten, og at ansvaret for finansieringen fremover hviler på nationale politiske beslutninger i hvert enkelt land.
Og det er her kæden kan hoppe af.
De nationale parlamenter vil skulle tage stilling til Ukraines finansieringsbehov i lyset af, at den ukrainske regering i skrivende stund ikke kan mønstre et flertal i Radaen i vitale sager. Spørgsmålet, som uvægerligt vil rejse sig i parlamenterne i Paris, Haag og Praha, er, om det giver mening at sende milliarder af nationale skattekroner til en regering, der ikke kan få sit eget parlaments opbakning til de reformer, som vestlige långivere har stillet som betingelser for økonomisk støtte og som den ukrainske regering har accepteret og som under alle omstændigheder vil være en nødvendig del af et fortsat forhandlingsforløb om optagelse i EU.
Hvis vestlige donorer i den situation vælger at fortsætte finansieringen af regeringen, selvom den reelt mister evnen til at levere reformer gennem Radaen, vil finansieringen bevæge sig fra at være en konditionalitetsstyret støtte til et parlamentarisk demokrati i undtagelsestilstand til at være finansiering af et undtagelsesstyre, hvis magtgrundlag hviler på sikkerhedsapparatet og udlandet.
Samizdat har i en tidligere artikel beskrevet indholdet af de finanspolitiske stramninger, som regeringen i Kyiv ønsker gennemført, og som ligger til grund for den aktuelle krise i samarbejdet med det ukrainske parlament.
“Ukraines parlament er ved at falde fra hinanden, mens pengene slipper op”
