Den 27. januar godkendte det spanske ministerråd et dekret, der giver udlændinge uden lovlig status mulighed for at søge om midlertidig opholdstilladelse. Kravene er forholdsvis enkle. Man skal have opholdt sig i Spanien i mindst fem sammenhængende måneder før 31. december 2025, man skal have ren straffeattest, og også visse asylansøgere er omfattet. Ansøgningsperioden løber fra april til udgangen af juni. Tilladelsen gælder i ét år og kan fornyes.

Mange andre EU-lande bevæger sig mod skærpet kontrol, flere hjemsendelser og færre adgangsveje. Spanien går den modsatte vej. Men den spanske linje kan ikke forstås som et rent værdipolitisk signal. Regeringen forsøger også at bringe en stor del af arbejdsmarkedet ind under loven.

Mest latinamerikanere, mest ankommet med fly

Sammensætningen af gruppen af udlændinge uden lovlig status er vigtig. Analysehuset Funcas vurderede i begyndelsen af 2025, at omkring 840.000 mennesker levede i Spanien uden lovlig status. Ifølge CNN’s gengivelse af Funcas’ tal er ca. 760.000 af dem fra Latinamerika, først og fremmest Colombia, Peru og Honduras. Det svarer til omkring ni ud af ti. De fleste er ikke kommet over havet i små både. Funcas’ rapport viser, at 64 procent er ankommet med fly på lovlige korttidsvisa og efterfølgende er blevet i landet. Mange kommer fra lande præget af politisk ustabilitet, økonomisk krise eller udbredt vold, hvor presset for at forlade landet er mindst lige så stærkt som tiltrækningskraften fra det spanske arbejdsmarked.

Det præger både integrationen og den politiske dynamik. I en spansk sammenhæng drejer sagen sig i høj grad om latinamerikanske tilflyttere, der allerede befinder sig i byerne, på arbejdspladserne og i familierne. Den spanske stat behandler dem heller ikke som enhver anden gruppe. Borgere fra latinamerikanske lande med traditionelle spanske rødder kan efter gældende regler søge spansk statsborgerskab efter to års lovligt ophold, hvor hovedreglen for de fleste andre er ti år. Det afspejler en særlig nærhed, som betyder noget både kulturelt, juridisk og politisk.

Modstanden mod “indvandring” og “udlændinge” bliver mindre skarp, når en stor del af dem, sagen handler om, allerede taler sproget og i mange tilfælde glider forholdsvis let ind i det formelle arbejdsmarked.

Rettigheder og regneark

Pedro Sánchez og migrationsminister Elma Saiz har ved fremlæggelsen af dekretet lagt vægt på rettigheder, værdighed og ordnede forhold. Den spanske avis El País har på lederplads støttet den linje og beskrevet ordningen som en måde at løfte mennesker ud af en skjult tilværelse og udnyttelse. Det er en reel del af begrundelsen. Mange af dem, der nu kan få lovligt ophold, har længe arbejdet i rengøring, omsorg, landbrug, byggeri og servicefag uden den beskyttelse og de rettigheder, som en lovlig status giver.

Men den sociale begrundelse er kun den ene halvdel af historien. BBVA Research, et fremtrædende spansk analyseinstitut knyttet til den finansielle sektor, har dokumenteret, at den spanskfødte befolkning i den arbejdsdygtige alder er faldet med knap 700.000 personer siden 2019, mens den samlede arbejdsstyrke er vokset med over 1,6 millioner takket være indvandring. Samme forskningsenhed vurderer, at indvandringen står bag omtrent halvdelen af Spaniens seneste BNP-vækst. En rapport fra Det Økonomiske og Sociale Råd, der blev afleveret til regeringen i november 2025, anslår, at Spanien vil have brug for 2,4 millioner flere bidragydere til socialforsikringen over det næste årti for at kunne opretholde velfærdsstaten på det nuværende niveau.

Spanien fører ikke denne politik på trods af økonomiske hensyn. Landet gør det i høj grad på grund af dem. Regeringen vil ikke blot hjælpe mennesker ud af en usikker situation. Den ønsker samtidig at bringe deres arbejde, løn og skattebetaling ind under de formelle rammer på arbejdsmarkedet.

En model baseret på irregularitet

Den nye ordning peger samtidig tilbage på en mere grundlæggende svaghed i spansk migrationspolitik. Når et land i stor skala giver lovligt ophold til mennesker, som længe har boet og arbejdet uden papirer, er det også et tegn på, at den eksisterende model ikke har fungeret godt nok.

Her er det værd at huske den historiske baggrund. Det er ikke første gang, Spanien gennemfører en sådan lovliggørelse. Det er tiende gang. Siden overgangen til demokrati har både socialdemokratiske og konservative regeringer gennemført ekstraordinære regulariseringer. Tre af dem fandt sted under Felipe González (PSOE), fem under José María Aznar (PP), og den seneste store runde var i 2005 under Zapatero, da omkring 576.000 mennesker fik lovligt ophold. Forskning i 2005-ordningen har vist, at den øgede skatteprovenuet markant uden at udløse den frygtede tilstrømningseffekt.

Mønsteret er det samme hver gang. CIDOB, den Barcelona-baserede tænketank for internationale relationer, formulerer det direkte i sin analyse af 2026-ordningen: den spanske migrationsmodel er fortsat baseret på irregularitet. En kombination af tre grundlæggende elementer: et arbejdsmarked, der er afhængigt af billig arbejdskraft, en migrationspolitik, der i praksis ikke anerkender arbejdsmigration som en reel indgangskanal, og en åben atlantisk grænse med mulighed for efterfølgende legalisering. Den nye ordning afhjælper noget af problemet. Men den reproducerer også den logik, der skabte det.

Kritikken fra højre rammer delvist

Partido Populars leder Alberto Núñez Feijóo har beskyldt regeringen for at dele opholdstilladelser ud med blikket rettet mod fremtidige vælgere. Vox går videre og fremstiller ordningen som et bevis på, at staten har opgivet kontrollen.

Kritikken om vælgerjagt har en klar svaghed. Lovligt ophold er ikke det samme som statsborgerskab, og det er ikke det samme som stemmeret. Når oppositionen taler om stemmesedler, er det først og fremmest politisk retorik.

Den mere holdbare kritik handler om kapacitet og metode. Reuters har beskrevet et forvaltningsapparat under pres med overbelastede udlændingekontorer og begrænset ekstra bemanding. El País har rapporteret om forsøg på at opbygge særlige modtagepunkter for at undgå sammenbrud i sagsbehandlingen. Samtidig valgte regeringen at gå frem med kongeligt dekret i stedet for at lade sagen gå igennem parlamentet. Det borgerdrevne lovforslag, der samlede over 700.000 underskrifter og blev vedtaget i Kongressen i 2024 med 310 stemmer mod 33, strandede i den parlamentariske proces. CIDOB har påpeget, at beslutningen om at bruge dekretvejen risikerer at forvandle det, der var et bredt civilsamfundsprojekt, til en aftale mellem PSOE og Podemos om at sikre stemmer til finansloven.

Det undergraver ikke nødvendigvis ordningens indhold. Men det ændrer dens politiske legitimitet.

En spansk opholdstilladelse er ikke det samme som fri bevægelighed

Spaniens naboer har ikke reageret med åbne diplomatiske angreb, men kontrasten er tydelig. Frankrig bevæger sig i en mere restriktiv retning. Den europæiske debat handler i stigende grad om hjemsendelser og eksternalisering af asylbehandling. Europa-Parlamentet har understreget, at regulariseringsordninger er et nationalt anliggende, men har også mindet om, at de ikke må skabe problemer for Schengenområdet som helhed.

Det peger på en vigtig afgrænsning. En spansk opholds- og arbejdstilladelse giver ret til at bo og arbejde i Spanien. Den giver ikke fri adgang til hele EU’s arbejdsmarked. Det er noget andet end den bevægelighed, EU-borgere har.

Loven forsøger at indhente virkeligheden

Det er fristende at beskrive Spanien som den humanistiske undtagelse i et mere lukket Europa. Det er også fristende at beskrive ordningen som et risikabelt eksperiment. Begge billeder er for enkle.

Det, den spanske regering i praksis gør, er mere nøgternt. Den forsøger at give lovligt ophold til en stor gruppe mennesker, som allerede er en del af landets økonomi og hverdagsliv. Det er et socialt valg, men også et forsøg på at få skattebetaling, arbejdsforhold og offentlige registre til at stemme bedre med den virkelighed, der allerede findes. Historien viser, at Spanien har gjort det samme mange gange før, under skiftende regeringer og med skiftende begrundelser. Resultatet har hver gang været, at en ny runde irregulære migranter med tiden har fyldt pladsen op bag de netop legaliserede.

Ordningens vigtigste test er derfor ikke, om den virker i sig selv. Det har den historisk set gjort. Testen er, om Spanien denne gang formår at ændre den model, der gør regulariseringer nødvendige med jævne mellemrum. Indtil videre er der ikke meget, der tyder på det.