Da valgstederne i Baden-Württemberg lukkede den 8. marts, havde AfD fordoblet sit resultat til 18,8 procent. To uger senere gentog mønsteret sig i Rheinland-Pfalz, hvor partiet nåede 19,5 procent og dermed sit bedste resultat i en vesttysk delstat nogensinde. I begge tilfælde havde samtlige øvrige partier på forhånd udelukket enhver koalition med AfD. I begge tilfælde var resultatet givet: en alliance mellem De Grønne og CDU i Stuttgart, en stor koalition mellem CDU og SPD i Mainz. Og i begge tilfælde var næsten hver sjette vælger slet ikke repræsenteret i parlamentet, fordi FDP, Linke og mindre partier faldt under spærregrænsen.
Tallene er påfaldende ensartede. I Baden-Württemberg fik partier uden for parlamentet tilsammen omkring 16 procent af stemmerne ifølge det statistiske delstatskontor i Stuttgart. I Rheinland-Pfalz var andelen næsten identisk, efter at FDP styrtede til 2,1 procent, Freie Wähler tabte deres parlamentspladser, og Linke igen blev stoppet af femprocentgrænsen. Lægger man de urepræsenterede vælgere sammen med AfD-vælgerne, som er repræsenteret i parlamentet, men kategorisk holdes uden for enhver regeringsdannelse, tegner der sig et billede, hvor godt en tredjedel af vælgerne er afskåret fra politisk indflydelse. Heinrich-Böll-Stiftung, den grønne bevægelses tænketank, konstaterede i sin analyse af valget i Rheinland-Pfalz, at CDU og SPD tilsammen nåede et historisk lavpunkt i deres fælles vælgerandel med knap 57 procent.
Brandmurens pris
I den tyske debat har den såkaldte Brandmauer, den formelle udelukkelse af AfD fra ethvert parlamentarisk samarbejde, længe været betragtet som et værn mod ekstremisme. Men i januar 2026 offentliggjorde Bundeszentrale für politische Bildung, det statslige center for politisk dannelse, et essay af politologen Svenja Krauss, der argumenterer for, at en hermetisk brandmur er udemokratisk. Krauss’ centrale pointe er, at udelukkelsen fratager AfD-vælgerne enhver synlig hensyntagen til deres interesser i den parlamentariske proces, også på områder der intet har med demokrati og menneskerettigheder at gøre. Argumentet er proceduelt, ikke ideologisk: i et fragmenteret partisystem med fast koalitionspraksis efterlader den totale udelukkelse af ét parti ingen mekanisme, hvorigennem partiets vælgere kan påvirke lovgivningen.
Tagesspiegel-kommentatoren Christoph von Marschall formulerede før valgene et beslægtet argument: vælgerne stemmer gentagne gange på et centrum-højre-flertal, men får på grund af brandmuren en centrum-venstre-regering, fordi CDU tvinges til at koalere med SPD. Frustrationen over dette mismatch driver ifølge von Marschall yderligere vælgere i armene på AfD. Det er en analyse, som AfD selv naturligvis har interesse i at fremme, men den baserer sig på et observerbart mønster i valgresultaterne.
Front républicain under pres
I Frankrig foregik en parallel proces ved kommunalvalgene den 15. og 22. marts. Rassemblement National gik fra 9 til 57 kommuner med over 3.500 indbyggere, konsoliderede sine bastioner i Perpignan, Hénin-Beaumont og Fréjus og erobrede nye byer. I Toulon fik RN-kandidaten Laure Lavalette 42 procent i første runde og var favorit. Men det republikanske bolværk holdt: den konservative LR-kandidat trak sig til fordel for den siddende borgmester, og venstrepartierne opfordrede deres vælgere til at stemme imod RN. Lavalette tabte klart i anden runde. Samme mekanisme spillede ind i Marseille, hvor LFI-kandidaten Sébastien Delogu trak sin liste for at hindre RN-kandidaten Franck Allisio i at vinde.
Mønsteret er velkendt fra franske parlaments- og præsidentvalg. Men to nye elementer skiller 2026-valgene fra forgængerne. For det første forsøgte RN selv at etablere en form for omvendt bolværk mod La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchons venstreradikale bevægelse. Politologen Pascal Perrineau bemærkede ifølge Wikipedia-artiklen om de franske kommunalvalg, at RN ønsker at gøre den mekanisme, de selv har været ofre for, til et våben. For det andet faldt valgdeltagelsen til 56 procent. Sammenhængen mellem taktiske alliancer, gensidig blokering og faldende valgdeltagelse er ikke bevist, men den er nærliggende.
Et fælleseuropæisk dilemma
Parallellen mellem de to lande er strukturel. I begge tilfælde opnår partier, der betragtes som en trussel mod den liberale orden, markante vælgerandele. I begge tilfælde mobiliserer de øvrige partier taktiske alliancer for at holde dem ude. Og i begge tilfælde er resultatet, at store vælgergrupper enten mister repræsentation helt eller finder sig repræsenteret af partier, som systematisk udelukkes fra den politiske proces.
Der findes gode grunde til brandmure og bolværker. AfD rummer elementer, som den tyske forfatningsbeskyttelse betegner som højreekstremistiske. RN har en historie med racistiske og antisemitiske kandidater, som partiet selv omtaler som sorte får, men som det vedbliver at opstille. Udelukkelsen hviler ikke på vilkårlighed, men på en vurdering af, at disse partier udgør en risiko for demokratiske institutioner.
Men vurderingen har en omkostning, som vokser i takt med partiernes vælgertilslutning. Når AfD fordobler sit resultat til næsten 20 procent i to vesttyske delstater, og når RN tredobler sit antal kommunale mandater i Frankrig, er udelukkelsen ikke længere rettet mod en marginal bevægelse, men mod en vælgergruppe af en størrelse, som gør den til en strukturel del af det politiske landskab. Det er muligt, at brandmuren og bolværket er nødvendige. Det er sikkert, at de ikke er gratis.
Bertolt Brecht skrev i 1953, efter at DDR-regimet havde slået en arbejderopstand ned, at regeringen måske burde opløse folket og vælge sig et nyt. I dag er situationen en anden. Ingen vesteuropæisk regering sender kampvogne mod sine vælgere. Men spørgsmålet bag Brechts ironi rammer bredere end den anledning, der fødte det: Hvad gør et politisk system, når det ikke kan rumme de præferencer, dets egne borgere udtrykker ved valgurnerne? I Vesteuropa i foråret 2026 er svaret foreløbig, at man bygger stadig højere mure. Om det er borgerne eller murene, der til sidst giver efter, er endnu et åbent spørgsmål.
