Da valgstederne i Baden-Württemberg lukkede den 8. marts, havde AfD fordoblet sit resultat til 18,8 procent. To uger senere gentog mønsteret sig i Rheinland-Pfalz, hvor partiet nåede 19,5 procent og dermed sit bedste resultat i en vesttysk delstat nogensinde. I begge tilfælde havde samtlige øvrige partier på forhånd udelukket enhver koalition med AfD. I begge tilfælde var resultatet derfor givet på forhånd: en alliance mellem De Grønne og CDU i Stuttgart og en koalition mellem CDU og SPD i Mainz. I begge tilfælde resulterede det i, at næsten hver sjette vælger ikke længere er repræsenteret i parlamentet, fordi FDP, Die Linke og andre mindre partier alle faldt under spærregrænsen på 5 procent.
Tallene er påfaldende ensartede. I Baden-Württemberg fik partier, der nu står uden for parlamentet, tilsammen omkring 16 procent af stemmerne ifølge det statistiske kontor i Stuttgart. I Rheinland-Pfalz var andelen næsten identisk, efter at FDP kollapsede til 2,1 procent, partiet Freie Wähler tabte deres parlamentspladser, og Die Linke igen blev stoppet af femprocentgrænsen. Lægger man de urepræsenterede vælgere sammen med AfD-vælgerne, som er repræsenteret i parlamentet, men som kategorisk holdes uden for enhver politisk indflydelse, tegner der sig et billede, hvor valget har ført til, at omkring en tredjedel af vælgerne nu er afskåret fra indflydelse i de politiske institutioner. Det skal også ses på baggrund af, at Heinrich-Böll-Stiftung, den grønne bevægelses tænketank, i sin analyse af valget i Rheinland-Pfalz konstaterede , at CDU og SPD tilsammen nåede et historisk lavpunkt i deres fælles vælgerandel med knap 57 procent.
Brandmurens pris
I den tyske debat har den såkaldte Brandmauer, der udelukker AfD fra ethvert parlamentarisk samarbejde, længe været betragtet som et værn mod ekstremisme. Men i januar 2026 offentliggjorde Bundeszentrale für politische Bildung, det statslige center for politisk uddannelse, et essay af politologen Christian Stecker fra Technische Universität Darmstadt, der argumenterer for, at en hermetisk brandmur er udemokratisk. Stecker’ centrale pointe er, at udelukkelsen fratager AfD-vælgerne enhver synlig hensyntagen til deres interesser i den parlamentariske proces, også på områder der intet har med demokrati og menneskerettigheder at gøre. Argumentet er teknisk, ikke ideologisk: i et fragmenteret partisystem med en fastlagt praksis for sammensætningen af regeringskoalitioner efterlader den totale udelukkelse af et parti ingen mekanisme, hvorigennem partiets vælgere kan påvirke lovgivningen.
Tagesspiegel-kommentatoren Christoph von Marschall har formuleret et beslægtet argument: vælgerne stemmer gentagne gange på et centrum-højre-flertal, men får på grund af brandmuren en centrum-venstre-regering, fordi brandmuren til AfD tvinger CDU til at danne koalitioner med SPD. Frustrationen over dette mismatch driver ifølge von Marschall endnu flere vælgere i armene på AfD. Det er en analyse, som AfD selv naturligvis har interesse i at fremme, men den baserer sig på et konkret mønster i valgresultaterne.
Front républicain under pres
I Frankrig så vi en lignende udvikling ved kommunalvalgene den 15. og 22. marts. Rassemblement National, RN, gik fra at vinde i 9 kommuner ved sidste valg til denne gang at vinde i 57 kommuner med over 3.500 indbyggere. Desuden konsoliderede partiet sine bastioner i Perpignan, Hénin-Beaumont og Fréjus og erobrede desuden nye mellemstore byer. I Toulon fik RN-kandidaten Laure Lavalette 42 procent i første runde og var favorit. Men det republikanske bolværk holdt: den konservative LR-kandidat trak sig til fordel for den siddende borgmester, og venstrepartierne opfordrede deres vælgere til at stemme imod RN. Lavalette tabte derfor klart i anden runde. Samme mekanisme spillede ind i Marseille, hvor LFI-kandidaten Sébastien Delogu trak sin liste tilbage før 2. runde for at hindre RN-kandidaten Franck Allisio i at vinde.
Mønsteret er velkendt fra franske parlaments- og præsidentvalg. Men to nye elementer adskiller 2026-valgene fra tidligere valg. For det første forsøgte RN selv at etablere en form for omvendt bolværk mod La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchons venstreradikale bevægelse. Politologen Pascal Perrineau bemærkede om de franske kommunalvalg, at RN ønsker at gøre den mekanisme, de selv har været ofre for, til et våben. For det andet faldt valgdeltagelsen til 56 procent. Sammenhængen mellem taktiske alliancer, gensidig blokering og faldende valgdeltagelse er ikke bevist, men den er nærliggende.
Et fælleseuropæisk dilemma
Parallellen mellem Tyskland og Frankrig er strukturel. I begge tilfælde opnår partier, der betragtes som en trussel mod den liberale orden, markante vælgerandele. I begge tilfælde mobiliserer de øvrige partier taktiske alliancer for at holde dem ude. Og i begge tilfælde er resultatet, at store vælgergrupper enten helt mister repræsentation eller bliver repræsenteret af partier, som systematisk udelukkes fra den politiske proces.
Der findes gode grunde til brandmure og bolværker. AfD rummer elementer, som den tyske forfatningsmyndigheder betegner som højreekstremistiske. I Frankrig har RN tidligere opstillet racistiske og antisemitiske kandidater, som partiet nu selv omtaler som sorte får. Men den slags kandidater bliver alligevel ved med at dukke op i partiets valgkampe. Udelukkelsen af AfS og RN hviler ikke på vilkårlighed, men på en vurdering af, at disse partier udgør en risiko for demokratiske institutioner.
Men vurderingen har en omkostning, som vokser i takt med partiernes vælgertilslutning. Når AfD fordobler sit resultat til næsten 20 procent i to vesttyske delstater, og når RN tredobler sit antal kommunale mandater i Frankrig, er udelukkelsen ikke længere rettet mod en marginal bevægelse, men mod en vælgergruppe af en størrelse, som gør den til en strukturel del af det politiske landskab. Det er muligt, at brandmuren og bolværket er nødvendige. Men den politiske pris er stigende.
Bertolt Brecht skrev i 1953, efter at DDR-regimet havde slået en arbejderopstand ned, at det måske ville være mere bekvemt for regeringen at opløse folket og vælge sig et nyt. I dag er situationen en anden. Ingen vesteuropæisk regering sender i dag kampvogne mod sine vælgere. Men spørgsmålet bag Brechts ironi rammer bredere end den anledning, der fødte det: Hvad gør et politisk system, når det ikke kan rumme de præferencer, dets egne borgere udtrykker ved valgstederne? I Vesteuropa i foråret 2026 er svaret foreløbig, at man bygger stadig højere mure. Om det bliver borgerne eller murene, der til sidst giver efter, er endnu et åbent spørgsmål.
