Den 26. marts stemte 389 medlemmer af Europa-Parlamentet for at åbne forhandlinger med Rådet om den nye returforordning, der skal erstatte det gældende returdirektiv fra 2008. Kernen i forslaget er muligheden for at oprette tilbageholdelsescentre i lande uden for EU, de såkaldte return hubs, hvor irregulære migranter med udvisningsordre kan frihedsberøves i op til 24 måneder, mens hjemsendelse forberedes.

Forordningen blev fremsat af Europa-Kommissionen i marts 2025. Rådet vedtog sin forhandlingsposition i december samme år, og nu har Parlamentet vedtaget sin. Den hollandske Renew-politiker Malik Azmani, leder Parlamentets delegation, og diplomatiske kilder vurderer ifølge Euronews, at der ikke er væsentlige uenigheder mellem de to institutioners tekster.

Forordningen er blevet til på et bemærkelsesværdigt politisk grundlag. Det Europæiske Folkeparti (EPP) sikrede flertallet ved at stemme sammen med de to yderste højregrupper i Parlamentet, ECR og Patriots for Europe. Samarbejdet begyndte allerede i LIBE-udvalget, hvor en alternativ kompromistekst blev forhandlet via en lukket WhatsApp-gruppe mellem EPP og højrefløjsgrupperne, som Euronews afslørede. European Council on Refugees and Exiles (ECRE), en paraplyorganisation for europæiske flygtningeorganisationer, betegner afstemningen som et brud med den cordon sanitaire, der historisk har holdt yderfløjene ude af lovgivningsmæssige flertal i Parlamentet.

Det italienske eksperiment

Kommissionsformand Ursula von der Leyen har gentagne gange fremhævet Italiens aftale med Albanien som forbillede for en fælleseuropæisk model. Italiens højreregering åbnede i oktober 2024 to centre i de albanske byer Shëngjin og Gjadër til hurtig sagsbehandling af mandlige migranter reddet på Middelhavet. Centrene var tænkt som det operative bevis på, at såkaldt “eksternalisering” virker.

Resultaterne taler et andet sprog. Ifølge en opgørelse fra den italienske jurist Gianfranco Schiavone, refereret af France24, blev i alt 132 personer sendt til Albanien i det første år. Blot 32 blev reelt hjemsendt. Italienske dommere nægtede gang på gang at stadfæste frihedsberøvelsen og sendte migranterne tilbage til Italien, fordi Roms liste over sikre oprindelseslande ikke levede op til EU-rettens krav. EU-Domstolen bekræftede i august 2025, at lande med undtagelser for bestemte befolkningsgrupper ikke kan betegnes som sikre.

Prisen har været betydelig. En rapport fra Action Aid og Universitetet i Bari opgjorde omkostningerne til 114.000 euro per driftsdag for centrene i Albanien i 2024, baseret på blot fem dages reel drift. Medihospes, den private operatør, modtog en kontrakt på 133 millioner euro. Human Rights Watch rapporterede om selvmordsforsøg, manglende adgang til juridisk bistand og håndjernsprotokol under transporten fra Italien.

Rettighedernes geografi

Return hubs bliver juridisk mulige gennem samspillet mellem returforordningen og to andre instrumenter. I februar 2026 vedtog EU udvidede regler for begrebet “sikkert tredjeland” i asylprocedureforordningen, som gør det muligt at afvise asylansøgninger uden realitetsbehandling, blot ansøgeren har rejst gennem et land på EU’s sikre liste. Listen omfatter nu Bangladesh, Colombia, Egypten, Kosovo, Indien, Marokko og Tunesien. Migranter fra disse lande kan desuden kanaliseres ind i fremskyndede procedurer.

Europarådets menneskerettighedskommissær Michael O’Flaherty har i en tale 28. januar 2026 advaret mod, at offshore-centrene risikerer at blive rettighedsmæssige sorte huller. I formelle bemærkninger til returforordningen fra 2. marts 2026 anbefalede han, at børn og familier helt udelukkes fra overførsler til tredjelande, at kun folkeretligt bindende aftaler kan danne grundlag for centrene, og at migranter, hvis asylsag ikke er endeligt afgjort, aldrig bør sendes dertil. Både Parlamentet og Rådets tekst går videre end O’Flahertys anbefalinger. Begge institutioner ønsker, at familier med børn kan overføres til return hubs. Kun uledsagede mindreårige er undtaget.

Amnesty International påpegede efter afstemningen, at den nye returforordning fjerner den automatiske opsættende virkning af klager. Det betyder, at en migrant kan deporteres, mens en domstol stadig behandler vedkommendes indsigelse mod, at modtagerlandet er sikkert. Organisationen kalder det en direkte trussel mod non-refoulement-princippet, Non-refoulement-princippet der er en hjørnesten i international flygtninge- og menneskerettighedsret, og som forbyder stater at sende personer tilbage til et land, hvor de risikerer forfølgelse, tortur, umenneskelig behandling eller dødsstraf. 

Den danske stemme

I Parlamentet stemte danske socialdemokrater for forordningen, og imod deres gruppes linje. De danskes socialdemokrater i Bruxelles fulgte dermed den kurs, partiet har anlagt i Danmark, hvor stram udlændingepolitik siden slutningen af 2010’erne har været et bærende element.

Det er en position med konsekvenser. Uanset hvilken regering der dannes efter folketingsvalget den 24. marts, vil Danmark stå bag en europæisk returarkitektur, der bevæger sig væsentligt længere end det nationale system med udrejsecentre. Forskellen er, at det danske system opererer under dansk jurisdiktion og dansk domstolskontrol. EU’s return hubs vil ligge i lande, hvor EU-Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens faktiske kontrolmuligheder er usikre.

Strukturelt problem

Eurostat-tal for 2024 viser, at blot 26 procent af EU’s udvisningsordrer blev eksekveret. Ud af 453.840 ordrer blev 119.155 faktisk effektueret. Problemet er ikke mangel på lovhjemmel. Problemet er, at mange oprindelseslande nægter at modtage deres egne statsborgere. Return hubs ændrer ikke dette grundforhold. De flytter frihedsberøvelsen til et sted, hvor den er sværere at overvåge – og hvor der er lukket for pressen, men hvor hjemsendelse er lige så vanskelig at gennemføre som hidtil. Det løser ingenting. Det skjuler en masse.

Det italienske eksperiment i Albanien har demonstreret at centrene blev bygget. Kontrakterne underskrevet. Personalet ansat. Men de lande, som EU-myndighederne siger, at migranterne skal sendes tilbage til, vil stadig ikke tage dem. Forklaringen er simpel: migranterne sender flere penge hjem til familien end de kunne tjene derhjemme.