Den 26. marts stemte 389 medlemmer af Europa-Parlamentet for at åbne forhandlinger med Rådet om den nye returforordning, der skal erstatte det gældende returdirektiv fra 2008. Kernen i forslaget er muligheden for at oprette tilbageholdelsescentre i lande uden for EU, de såkaldte return hubs, hvor migranter med udvisningsordre kan frihedsberøves i op til 24 måneder, mens hjemsendelse forberedes.

Forordningen blev fremsat af Europa-Kommissionen i marts 2025. Rådet vedtog sin forhandlingsposition i december samme år, og Parlamentet har nu vedtaget sin. Forhandlinger mellem de tre parter om den endelige tekst kan begynde umiddelbart. Rapportøren, den hollandske Renew-politiker Malik Azmani, leder Parlamentets delegation, og diplomatiske kilder vurderer ifølge Euronews, at der ikke er væsentlige uenigheder mellem de foreliggende tekster.

Forordningen er blevet til på et bemærkelsesværdigt politisk grundlag. Det Europæiske Folkeparti sikrede flertal ved at stemme sammen med de to yderste højregrupper, ECR og Patriots for Europe. Samarbejdet begyndte allerede under udvalgsarbejdet, hvor en alternativ kompromistekst blev forhandlet via en lukket WhatsApp-gruppe mellem EPP og højrefløjsgrupperne. European Council on Refugees and Exiles, en paraplyorganisation for europæiske flygtningeorganisationer, betegner afstemningen som et brud med den cordon sanitaire, der historisk har holdt yderfløjene ude af lovgivningsmæssige flertal i Parlamentet.

Det italienske eksperiment

Kommissionsformand Ursula von der Leyen har gentagne gange fremhævet Italiens aftale med Albanien som forbillede for en fælleseuropæisk model. De to modeller er ikke juridisk identiske. De italienske centre blev oprettet til sagsbehandling af asylansøgninger under italiensk jurisdiktion, mens EU’s return hubs retter sig mod personer, der allerede har fået afslag på ophold og derfor skal udvises til deres hjemland. Men politisk fungerer den italiensk-albanske ordning som den nærmeste forløber for den type eksternalisering, der nu forsøges indskrevet i EU-retten.

Resultaterne taler foreløbig et andet sprog end ambitionerne. I oktober 2024 åbnede den italienske regering to centre i de albanske byer Shëngjin og Gjadër til hurtig sagsbehandling af mandlige migranter reddet på Middelhavet. Ifølge en opgørelse fra den italienske jurist Gianfranco Schiavone, refereret af France24, blev i alt 132 personer sendt til centrene i de sidste måneder af 2024, hvor de blev etableret. Af disse 132 personer blev 32 hjemsendt. Italienske dommere nægtede gang på gang at stadfæste frihedsberøvelsen og sendte migranterne tilbage til Italien, fordi Roms liste over sikre oprindelseslande ikke levede op til EU-rettens krav. EU-Domstolen bekræftede i august 2025, at lande med undtagelser i borgerrettighederne for bestemte befolkningsgrupper ikke kan betegnes som sikre.

Prisen for Albanien-planen har været betydelig. En rapport fra Action Aid og Universitetet i Bari opgjorde omkostningerne til 114.000 euro per driftsdag i 2024, hvor centrene var under etablering. Medihospes, den private operatør, der driver centrene, fik en kontrakt til en værdi på 133 millioner euro.

Rettighedernes geografi

Ifølge de foreliggende planer bliver return hubs juridisk mulige gennem samspillet mellem en revision af returforordningen og to andre instrumenter. I februar 2026 vedtog EU udvidede regler for begrebet “sikkert tredjeland” i asylprocedureforordningen, som gør det muligt at afvise asylansøgninger uden realitetsbehandling, blot ansøgeren har rejst gennem ét af de sikre lande på EU’s liste. Listen omfatter Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Kosovo, Marokko og Tunesien.

Europarådets menneskerettighedskommissær Michael O’Flaherty advarede i en tale 28. januar 2026 mod, at offshore-centrene risikerer at blive “rettighedsmæssige sorte huller.” I sine formelle bemærkninger til returforordningen fra 2. marts anbefalede han, at børn og familier helt udelukkes fra overførsler til tredjelande, at kun folkeretligt bindende aftaler kan danne grundlag for centrene, og at migranter, hvis asylsag ikke er endeligt afgjort, aldrig bør sendes dertil. Parlamentet går videre end disse anbefalinger og siger, at familier med børn skal kunne overføres til return hubs. Kun uledsagede mindreårige er skal være undtaget.

Amnesty International påpegede efter afstemningen i EU-parlamentet, at forslaget til revision af forordningen i sin nuværende form vil fjerne den automatiske opsættende virkning af klager. En migrant kan deporteres, mens en domstol stadig behandler vedkommendes indsigelse mod, at modtagerlandet er sikkert. Organisationen kalder det en direkte trussel mod non-refoulement-princippet, der forbyder stater at sende mennesker til lande, hvor de risikerer forfølgelse, tortur eller dødsstraf.

Den danske stemme

I Parlamentet stemte danske S&D-medlemmer for forordningen, på tværs af deres gruppes officielle linje. De danske socialdemokrater i Bruxelles fulgte hermed den kurs, moderpartiet har anlagt nationalt, hvor stram udlændingepolitik siden slutningen af 2010’erne har været et bærende element.

Det er dog værd at holde sig for øje, at Danmark på grund af retsforbeholdet ikke automatisk bliver bundet af den endelige forordning. Der vil i givet fald skulle træffes en særskilt dansk beslutning om national gennemførelse. Politisk peger afstemningen i én retning. Juridisk er spørgsmålet åbent.

Strukturelt problem

Eurostat-tal for 2024 viser, at blot 26 procent af EU’s tilbagesendelsesafgørelser blev eksekveret. Ud af 453.840 afgørelser blev 119.155 faktisk gennemført. Problemet er ikke mangel på lovhjemmel. Problemet er, at mange oprindelseslande nægter at modtage deres egne statsborgere. Return hubs ændrer ikke dette grundforhold. De flytter frihedsberøvelsen til et sted, hvor den er sværere at overvåge, og hjemsendelsen lige så vanskelig at gennemføre.

Det italienske eksperiment i Albanien har demonstreret præcis dette. Centrene blev bygget, kontrakterne underskrevet, personalet ansat. Men de lande, migranterne skal sendes til, vil stadig ikke tage dem. Manøvren åbner dog for, at EU-landenes nationale regeringer vil kunne vise deres vælgere, at afviste asylansøgere og udviste personer omgående sendes ud af EU. For nogle vælgere vil det sikkert være nok.