Boulevard Poissonnière i Paris’ 2. arrondissement huser blandt andet kontorerne for den tyske kemigigant BASF, en af verdens største producenter af plantebeskyttelsesmidler. Det var her, demonstrationstoget lørdag den 4. april satte i gang mod domhuset i 17. arrondissement. Symbolikken var bevidst: agroindustrien skulle stilles for en folkelig domstol.
Arrangørerne anslog 2.500 deltagere. De kom fra 141 organisationer, fra Greenpeace og Extinction Rebellion til det franske fuglebeskyttelsesforbund LPO og landbrugsfagforeningen Confédération paysanne. Marchen bar navnet “Printemps Bruyant”, et støjende forår, som modstykke til Rachel Carsons klassiker “Silent Spring” fra 1962. En batucadagruppe spillede samba, aktivister klædt ud som bier dansede koreograferet, og over demonstranterne svævede store papfigurer af flagermus, frøer, biller og guldsmede. På plakaterne stod der blandt andet “Alt levende hader lobbyer” og “Flere flagermus, mindre agrokemi.”
Stemningen var insisterende optimistisk. Cédric Martineau, generaldirektør for LPO, som mødte op med omkring 300 medlemmer, formulerede et paradoks, som rækker ud over selve pesticiddebatten. Han er netop blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen i sin hjemby Échillais ved den franske atlanterhavskyst og konstaterer, at 80 procent af de sager, der fylder i lokalpolitik, handler om miljøproblemer. Træer, der dør, vandmangel om sommeren, oversvømmelser om vinteren. Alligevel er miljøet nærmest forsvundet fra den nationale politiske dagsorden. “Folk gør ikke forbindelsen endnu,” sagde han til det franske undersøgende medie Mediapart. “Men det er på det lokale plan, tingene ændrer sig.”
En senator der ikke giver op
Marchens egentlige politiske kontekst lå få dage ude i fremtiden. Onsdag den 8. april fremlægger den franske regering sit lovforslag om “landbrugets hastende behov” i ministerrådet, og senator Laurent Duplomb fra det konservative parti Les Républicains presser med opbakning fra Senatets formand Gérard Larcher på for at få sit eget lovforslag om genindførelse af forbudte pesticider skrevet ind i netop dette regeringsudspil.
Duplombs indsats har karakter af lovgivningsmæssig udholdenhedssport. I juli 2025 vedtog parlamentet den første “loi Duplomb”, som blandt andet åbnede for dispensation til at anvende acetamiprid, et neonikotinoid forbudt i Frankrig siden 2018 men stadig godkendt i resten af EU. En borgerpetition samlede over 2,1 millioner underskrifter mod bestemmelsen. I august 2025 underkendte forfatningsrådet Conseil constitutionnel den pågældende paragraf med den begrundelse, at den manglede tilstrækkelig afgrænsning i tid og rum og dermed stred mod miljøcharterets forsigtighedsprincip.
Duplomb deponerede et nyt lovforslag den 30. januar 2026, cosignet af senatorer fra fem forskellige partigrupper. Den reviderede version begrænser dispensationen til fire afgrøder (sukkerroer, kirsebær, æbler og hasselnødder) og sætter en tidsgrænse på ét år med mulighed for to forlængelser. Statsrådet Conseil d’État afgav den 26. marts en betinget positiv vurdering, og Duplomb erklærede ved en pressekonference den 3. april, at teksten nu er “skræddersyet” til at bestå en ny forfatningsmæssig prøvelse. Organisationen Terre de liens, der arbejder for bæredygtig jordfordeling, kalder fremgangsmåden “lovgivningsmæssig chikane i renkultur,” som talsmanden Tanguy Martin har formuleret det i det miljøjournalistiske medie Reporterre.
Landbrugsminister Annie Genevard svarede ved FNSEA-kongressen, at premierminister Lecornu har sagt, at bestemmelsen ikke indgår i det oprindelige hastelovforslag, men tilføjede ordene: “Parlamentet er frit til at lade denne tekst leve.” En formulering, der næppe vil berolige pesticidkritikerne.
Domstolene trækker den anden vej
Mens den lovgivende magt arbejder på at udvide adgangen til pesticider, har den dømmende bevæget sig i den stik modsatte retning. Den 3. september 2025 stadfæstede den administrative appelret i Paris en dom, der anerkendte den franske stats medansvar for et økologisk tab som følge af “generel, diffus, kronisk og vedvarende forurening” af jord og vand med plantebeskyttelsesmidler. Sagen “Justice pour le Vivant” var anlagt af fem miljøorganisationer, herunder Pollinis og Notre Affaire à Tous, og retten gav staten en frist på 24 måneder til at revidere sine godkendelsesprocedurer og bringe dem i overensstemmelse med den nyeste videnskabelige viden. Retten konstaterede en direkte årsagssammenhæng mellem utilstrækkelige risikovurderinger og biodiversitetens tilbagegang. Regeringen har indgivet kassationsanke.
Modsætningen er nærmest karikeret. Den franske stat er af sine egne domstole pålagt at stramme pesticidreguleringen inden september 2027, mens det parlamentariske flertal samtidig forsøger at lempe den. Domstolen sagde: jeres vurderinger er mangelfulde, stram op. Parlamentet svarer: lad os give dispensation til de stoffer, domstolene netop har sagt, I vurderer forkert.
EU løsner også grebet
Den franske konflikt afspejler en bredere europæisk forskydning. I december 2025 præsenterede EU-Kommissionen sin “Omnibus”-pakke om fødevaresikkerhed, som foreslår, at den systematiske periodiske fornyelse af godkendelser for aktive stoffer i pesticider afskaffes. Under det nuværende system skal pesticider typisk revurderes hvert 10. til 15. år, og det er ved netop disse gennemgange, at stoffer som neonikotinoider er blevet forbudt. Kommissionens forslag vil i praksis betyde tidsubegrænsede godkendelser for størstedelen af de aktive stoffer. Kun stoffer, der allerede er identificeret som særligt problematiske, vil fortsat være underlagt periodisk revurdering.
Martin Dermine, direktør for Pesticide Action Network Europe, en paraplyorganisation for pesticidkritiske grupper, har påpeget, at stoffer som chlorpyrifos, der påvirker hjernens udvikling hos børn, og de bisamlerdræbende neonikotinoider aldrig ville være blevet forbudt under det foreslåede system. Forbrugerbeskyttelsesorganisationen Foodwatch vurderer, at forslaget grundlæggende ændrer reguleringens logik, fordi bevisbyrden reelt forskydes fra industrien til myndighederne. Flere medlemsstater har under det cypriotiske rådsformandskab udtrykt betænkelighed ved fraværet af konsekvensanalyser.
En kamp om, hvem der bestemmer
Den franske pesticiddebat handler ikke længere primært om videnskabelig usikkerhed. Appelrettens dom og det franske sundhedsforskningsinstitut INSERM’s gentagne ekspertrapporter har i vid udstrækning afgjort den faglige diskussion om neonikotinoidernes skadelige virkninger. Kampen handler nu om, hvem der sætter tempoet, og i hvis interesse.
Fleur Breteau fra kollektivet Cancer Colère, som kæmper for anerkendelse af pesticidrelaterede kræftsygdomme, satte det skarpt op for Mediapart: “Vreden vokser hver dag. Landmændenes vrede, de syges vrede, beboernes vrede i forurenede områder i Frankrig og i oversøiske territorier. Vi er faktisk millioner.”
Duplombs eget argument er karakteristisk for den logik, han repræsenterer: franske landmænd kan ikke konkurrere, når deres europæiske kolleger har adgang til stoffer, der er forbudt i Frankrig. At Frankrig forbyder dem netop fordi de er dokumenteret skadelige, forsvinder i dette ræsonnement. Konkurrenceevne trumfer sundhedsgaranti.
De 2.500, der gik gennem Paris lørdag, marcherede med medvind fra domstolene og i modvind fra den lovgivende magt. Den asymmetri siger mere om den franske republiks aktuelle tilstand end nogen af aktørerne formentlig havde til hensigt.
