En tidlig og indflydelsesrig formulering af Madagaskar-planen stammer fra den tyske kulturkritiker Paul de Lagarde i 1880-erne. For de Lagarde var Madagaskar ét punkt i en bredere vision om at fjerne jøder fra Europa. Forslaget var retorisk snarere end operativt, men det etablerede en tankeform, der viste sig sejlivet: at jødernes tilstedeværelse i Europa var et problem, der krævede en fysisk, geografisk løsning.
Tankeformen var ikke begrænset til antisemitter. Den jødiske politiske debat rummede selv en territorial strømning. Theodor Herzl, zionismens grundlægger, overvejede kortvarigt både Argentina og Østafrika som mulige hjemlande. Israel Zangwills Jewish Territorial Organization undersøgte i begyndelsen af 1900-tallet muligheder i Angola, Australien og netop Madagaskar. Forskellen lå i motivet. Jødiske territorialister søgte et tilflugtsted. Antisemitiske og nationalistiske politikere søgte at slippe af med en uønsket befolkningsgruppe.
Det polske forspring
Det land, der først tog Madagaskar-idéen mest alvorligt, var ikke Tyskland, men Polen. Den genoprettede polske stat efter 1918 havde en jødisk befolkning på omkring 3,3 millioner. I den politiske debat blev denne befolkning i stigende grad omtalt som en “overskudsbefolkning”, der belastede økonomien og stod i vejen for polsk national konsolidering.
Den polske antisemitisme ramte ikke alene de store og fattige jiddischtalende befolkningsgrupper i de østlige provinser, men omfattede også boykotter, pogromer, angreb, “ghetto benches” på universiteterne og pres mod jøder i professioner som jura og medicin.
Efter marskal Piłsudskis død i 1935 bevægede den polske regering sig i åbenlyst nationalistisk retning. Fremme af jødisk emigration blev officiel politik. Da den britiske begrænsning af jødisk immigration til Palæstina indsnævrede den mest oplagte udvej, vendte den polske regering blikket mod Madagaskar. I 1937 sendte den en kommission til øen for at vurdere dens kapacitet.
Kommissionen, ledet af major Mieczysław Lepecki og med to jødiske repræsentanter, tilbragte flere måneder på Madagaskar og vendte hjem med en splittet rapport. Lepecki vurderede, at øen kunne optage op mod 60.000 bosættere, men at masseemigration af hundredtusinder var urealistisk. De jødiske medlemmer var endnu mere skeptiske. Rapporten tilfredsstillede ingen.
Évian og den internationale ligegyldighed
I juli 1938 mødtes 32 lande i den franske badeby Évian for at drøfte flygtningekrisen. Konferencen var indkaldt af præsident Roosevelt efter Tysklands indlemmelse af Østrig, der havde sendt nye titusinder af jøder på flugt. Konferencen var en fiasko. Ingen stat ville forpligte sig til at modtage flere flygtninge. Koloniale bosættelsesområder, herunder Madagaskar, blev nævnt som mulige alternativer, men ingen tog ansvaret for at føre dem ud i livet.
Évian afslørede en ubehagelig sandhed. De vestlige demokratier var villige til at beklage forfølgelsen af jøderne, men ikke til at åbne deres grænser. Det internationale flygtningesystem, som Folkeforbundet havde opbygget efter Første Verdenskrig, var skabt til afgrænsede kriser. Det var ikke rustet til en situation, hvor en Europæisk stormagts egen regering systematisk fordrev millioner af sine borgere.
Den nazistiske overtagelse og planens død
Da Rademacher genoplivede Madagaskar-idéen i juni 1940, var sammenhængen en anden. I det nazistiske bureaukrati handlede planen ikke om emigration, men om deportation under politimæssig kontrol. Øen skulle tjene som reservat og som gidsel: jødernes skæbne på Madagaskar ville blive brugt til at disciplinere de jødiske organisationer i USA. Heinrich Himmler noterede samme forår, at han foretrak denne løsning frem for “den bolsjevikiske metode med fysisk udryddelse” som “ugermansk og umulig”.
Planen forudsatte to ting, der aldrig indtraf: britisk nederlag, så Royal Navy ikke længere blokerede søvejen til Madagaskar, og en fredstraktat med Frankrig, der vile indebære, at øen blev overdraget til Tyskland. Da Slaget om Storbritannien ikke førte til britisk overgivelse, og da Hitlers opmærksomhed vendte sig mod Sovjetunionen, faldt Madagaskar-planen væk. Inden for et år var de territoriale alternativer udtømte, og Endlösung blev sat i værk. Fra sommeren 1941 gennemførte lokale nationalister i samarbejde med tyskerne massehenrettelser af jøder i de baltiske lande og Ukraine. Med udryddelseslejrenes oprettelse i Polen fra vinteren 1941–42 blev folkedrabet yderligere industrialiseret.
Hvad historien viser
Madagaskar-planens historie er ikke en kuriositet i Holocausts margin. Den viser, at overgangen fra diskrimination til deportation til udryddelse ikke fulgte en lige linje. Den var et resultat af mange aktørers beslutninger og undladelser: polsk emigrationspolitik, fransk kolonial ligegyldighed, angelsaksiske immigrationsrestriktioner og nazistisk radikalisering greb ind i hinanden og indsnævrede trinvis den jødiske befolknings muligheder.
Historien viser også, at den koloniale verdensorden spillede en rolle. Når Madagaskar overhovedet kunne blive genstand for disse planer, var det fordi, koloniale territorier i den europæiske politiske forestillingsverden blev betragtet som disponibelt rum. Den malagassiske befolknings interesser indgik ikke i overvejelserne.
Og historien viser, at sproget tæller. At kalde forfulgte mennesker en “overskudsbefolkning” var ikke bare en eufemisme. Det var en politisk handling, der forvandlede mennesker til logistiske udfordringer. Denne forvandling var en forudsætning for alt, der fulgte.
Denne briefing bygger på Samizdats essay, “Madagaskar-temaet i europæisk politisk diskurs, ca. 1885–1940“. Læs essayet her.
