Lørdag den 4. april samledes demonstranter ved metrostationen Grands Boulevards i Paris’ 2. arrondissement. En batucadagruppe spillede samba, aktivister klædt ud som bier dansede koreograferet, og over toget svævede store papfigurer af flagermus, frøer, biller og guldsmede. Arrangørerne anslog 2.500 deltagere i det, de kaldte “Printemps Bruyant”, et støjende forår som modstykke til Rachel Carsons klassiker “Silent Spring” fra 1962. Demonstrationen var indkaldt af 141 organisationer, fra Greenpeace og Extinction Rebellion til det franske fuglebeskyttelsesforbund LPO og landbrugsfagforeningen Confédération paysanne, og toget bevægede sig mod domhuset i 17. arrondissement. Symbolikken var tilsigtet: agroindustrien skulle stilles for en folkelig domstol.
Cédric Martineau, generaldirektør for LPO, som mødte op med omkring 300 medlemmer, formulerede et paradoks, der rækker ud over selve pesticiddebatten. Han er netop blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen i sin hjemby Échillais ved atlanterhavskysten og konstaterer, at 80 procent af sagerne i lokalpolitik handler om miljøproblemer. Træer, der dør, vandmangel om sommeren, oversvømmelser om vinteren. Alligevel er miljøet nærmest forsvundet fra den nationale dagsorden. “Folk gør ikke forbindelsen endnu,” sagde han til det franske undersøgende medie Mediapart. “Men det er på det lokale plan, tingene ændrer sig.”
En senator med lang tålmodighed
Marchens politiske kontekst lå få dage ude i fremtiden. Onsdag den 8. april fremlægger den franske regering sit lovforslag om “landbrugets hastende behov” i ministerrådet, og senator Laurent Duplomb fra det konservative parti Les Républicains presser med opbakning fra Senatets formand Gérard Larcher på for at få sit eget lovforslag indskrevet i regeringsudspillet.
Duplombs indsats har karakter af lovgivningsmæssig udholdenhedssport. I juli 2025 vedtog parlamentet den første “loi Duplomb”, som åbnede for dispensation til at anvende acetamiprid, et neonikotinoid forbudt i Frankrig siden 2018 men fortsat EU-godkendt til 2033, om end de konkrete produktgodkendelser varierer mellem medlemsstaterne. En borgerpetition samlede over 2,1 millioner underskrifter mod bestemmelsen. I august 2025 underkendte forfatningsrådet Conseil constitutionnel paragraflen med den begrundelse, at den manglede tilstrækkelig afgrænsning i tid og rum og dermed stred mod miljøcharterets forsigtighedsprincip.
Duplomb fremlagde et nyt lovforslag den 30. januar 2026, støttet af senatorer fra fem forskellige partigrupper. Den reviderede version retter sig mod to stoffer, acetamiprid og flupyradifurone, som har lignende virkemåde men teknisk set ikke tilhører neonikotinoidgruppen. Dispensationen begrænses til fire afgrøder (sukkerroer, kirsebær, æbler og hasselnødder) og sættes til ét år med mulighed for to forlængelser. Statsrådet Conseil d’État afgav den 26. marts en betinget positiv vurdering, og Duplomb erklærede ved en pressekonference den 3. april, at teksten nu er “skræddersyet” til at modstå en ny forfatningsmæssig prøvelse. Talsmand Tanguy Martin fra organisationen Terre de liens, der arbejder for bæredygtig jordfordeling, kalder fremgangsmåden “lovgivningsmæssig chikane i renkultur” i det franske miljømedie Reporterre.
Landbrugsminister Annie Genevard svarede ved FNSEA-kongressen, at premierminister Sébastien Lecornu har sagt, at bestemmelsen ikke indgår i det oprindelige hastelovforslag, men tilføjede: “Parlamentet er frit til at lade denne tekst leve.” Formuleringen efterlader en bekvem åbning.
Domstolene går den anden vej
Mens Senatet arbejder på at udvide adgangen til pesticider, har domstolene bevæget sig i modsat retning. Den 3. september 2025 afsagde den administrative appelret i Paris dom i sagen “Justice pour le Vivant”, anlagt af fem miljøorganisationer, herunder Pollinis og Notre Affaire à Tous. Retten anerkendte eksistensen af et økologisk tab som følge af “generel, diffus, kronisk og vedvarende forurening” af jord og vand med plantebeskyttelsesmidler og fastslog, at statens mangelfulde risikovurderinger har bidraget til at forværre dette tab. Den gav staten en frist på 24 måneder til at revidere sine godkendelsesprocedurer og bringe dem i overensstemmelse med den nyeste videnskabelige viden.
Dommen fastslår ikke, at statens fejl alene har forårsaget biodiversitetens tilbagegang, men den etablerer et medvirkende ansvar, som forpligter til handling. Regeringen har indgivet kassationsanke.
Spændingen mellem den lovgivende og den dømmende magts retning er påfaldende. Staten er pålagt at stramme sine pesticidvurderinger inden september 2027, mens det parlamentariske flertal samtidig søger dispensation for stoffer, som netop er underlagt de vurderinger, retten har erklæret utilstrækkelige.
EU-Kommissionen ændrer reguleringens logik
Den franske konflikt har et europæisk modstykke. I december 2025 præsenterede EU-Kommissionen sin “Omnibus”-pakke om fødevaresikkerhed, som foreslår væsentlige ændringer i godkendelsesregimet for aktive stoffer i pesticider. Det nuværende system kræver periodisk fornyelse af godkendelser, typisk hvert 10. til 15. år, og det er ved disse gennemgange, at stoffer som neonikotinoider er blevet fjernet. Kommissionens forslag indfører tidsubegrænsede godkendelser som hovedregel. Der bevares undtagelser for stoffer, der er identificeret som kandidater til substitution, stoffer med datausikkerhed i risikovurderingen og stoffer, hvor der allerede er indledt fornyelsesprocesser. Der kan også fortsat foretages målrettede revurderinger, hvis ny videnskabelig evidens tilsiger det. Men den systematiske, periodiske gennemgang afskaffes for størstedelen af de aktive stoffer.
Martin Dermine, direktør for Pesticide Action Network Europe, har påpeget, at stoffer som chlorpyrifos, der påvirker hjernens udvikling hos børn, og de bisamlerdræbende neonikotinoider aldrig ville være blevet forbudt, hvis det havde været op til målrettede revurderinger alene. Det er ved de planmæssige gennemgange, at ny viden er blevet ført ind i beslutningsgrundlaget. Forbrugerbeskyttelsesorganisationen Foodwatch vurderer, at forslaget ændrer reguleringens grundlæggende logik, fordi initiativpligten reelt forskydes fra industrien til myndighederne. Flere medlemsstater har under det cypriotiske rådsformandskab udtrykt betænkelighed ved fraværet af konsekvensanalyser i Kommissionens forslag.
En kamp om, hvem der sætter tempoet
Pesticiddebatten i Frankrig handler ikke længere primært om videnskabelig usikkerhed. Appelrettens dom og det franske sundhedsforskningsinstitut INSERM’s gentagne ekspertrapporter har i vid udstrækning afgjort den faglige diskussion om neonikotinoidernes skadelige virkninger. Konflikten handler nu om tempo og prioritering.
Fleur Breteau fra kollektivet Cancer Colère, som agiterer for anerkendelse af pesticidrelaterede kræftsygdomme, sagde til Mediapart: “Vreden vokser hver dag. Landmændenes vrede, de syges vrede, beboernes vrede i forurenede områder i Frankrig og i oversøiske territorier. Vi er faktisk millioner.”
Duplombs argument er, at franske landmænd ikke kan konkurrere, når deres europæiske kolleger har adgang til stoffer, der er forbudt i Frankrig. Det er et legitimt konkurrencepolitisk synspunkt. Men det forudsætter, at man betragter sundhedsregulering primært som en konkurrenceparameter og ikke som en beskyttelsesforanstaltning. Det er præcis denne forskydning, den franske pesticidkonflikt illustrerer: fra et spørgsmål om, hvad videnskaben siger, til et spørgsmål om, hvem der har retten til at bestemme, hvad der vejer tungest.
I dansk landbrug og gartneri anvendes neonikotinoid især som acetamiprid. Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik for 2023 registrerer et forbrug på over 4 tons acetamiprid i gruppen insekticider. I Danmark er acetamiprid-produkter godkendt til insektbekæmpelse i æbler, pærer, kirsebær, blommer, kartofler, salat og prydplanter på friland, og for nogle produkter også til salat og prydplanter i væksthus. I Miljøstyrelsens 2023-statistik fremgår acetamiprid også i afgrødetabellen for kartofler, og fordelingsoversigten viser desuden anvendelser inden for produktion af frugt/bær, i prydplanter/planteskoler, i skovbrug/juletræer og i væksthuse.