Den 16. april skal Westminster Hall debattere fremtiden for den kontrakt, der har gjort det amerikanske teknologiselskab Palantir til en central leverandør i NHS Englands nye datainfrastruktur. Regeringen har ifølge Financial Times allerede indhentet juridisk rådgivning om at aktivere en opsigelsesklausul, der bliver tilgængelig i februar 2027. Sundhedsminister Wes Streeting er under pres fra lægeforeningen BMA, borgerretsorganisationer som Foxglove og parlamentarikere fra flere partier. En højtstående regeringsembedsmand har sagt til avisen, at man er overbevist om, at kontrakten kan opsiges, hvis man ønsker det.

Kontrakten blev indgået i 2023 under den konservative regering og giver Palantir ansvaret for den såkaldte Federated Data Platform, FDP, som skal forbinde data på tværs af NHS Englands mange trusts og øvrige provider-organisationer. Selskabet hævder, at platformen har medvirket til at fjerne næsten 800.000 patienter fra ventelisterne og har muliggjort 110.000 ekstra operationer. Tallene stammer primært fra Palantir selv og fra NHS Englands egen kommunikation og er ikke uafhængigt verificeret, men NHS-ledelsen har gjort tilslutning obligatorisk i planlægningsrammen for 2026-2029.

Men striden om Palantir er kun overfladen. Under den ligger en strukturel konflikt, der har bremset digitaliseringen af det britiske sundhedsvæsen i over et årti, og som vil fortsætte med at gøre det, uanset hvem der leverer platformen.

Et mønster, der gentager sig

NHS har gentagne gange forsøgt at centralisere sine sundhedsdata og er hver gang løbet ind i den samme sekvens af begivenheder.

I 2013-14 lancerede NHS England programmet care.data, der skulle samle patientdata fra praktiserende læger i en central database til forskning og planlægning. Programmet blev standset efter massiv offentlig modstand. Patienterne var ikke blevet tilstrækkeligt informeret, og der opstod udbredt frygt for, at pseudonymiserede data under visse betingelser kunne blive tilgængelige for kommercielle aktører, herunder forsikringsselskaber.

I 2015 indgik Royal Free London NHS Foundation Trust en aftale med Googles AI-datterselskab DeepMind, der gav selskabet adgang til journaldata fra 1,6 millioner patienter med henblik på at udvikle en app til tidlig opsporing af nyresvigt. To år senere fastslog det britiske datatilsyn ICO, at aftalen ikke overholdt databeskyttelsesloven, og at patienterne ikke med rimelighed kunne have forventet, at deres data blev brugt på den måde. DeepMind havde undervejs garanteret, at patientdata ikke ville blive delt med moderselskabet Google. I 2018 blev DeepMinds sundhedsafdeling annonceret overført til Google.

I 2020 fik Palantir kontrakter for omkring 60 millioner pund uden udbud til at opbygge en dataplatform under pandemien. Efter en række pandemikontrakter og forlængelser blev selskabet i 2023 tildelt den syvårige FDP-kontrakt. Store dele af kontraktmaterialet er fortsat redigeret bort i den offentligt tilgængelige version.

Mønstret er det samme hver gang. En krise åbner et hul i de normale godkendelsesprocedurer. Et teknologiselskab får adgang under ekstraordinære vilkår. Adgangen permanentgøres i en eller anden form. Offentligheden opdager omfanget for sent. Tilliden eroderer, og den næste digitaliseringsbølge møder endnu større modstand end den forrige.

Mere end 200 digitale fæstninger

Men denne cyklus af skandale og tillidstab forklarer ikke alene, hvorfor digitaliseringen af NHS er så vanskelig. En anden struktur, som sjældent får opmærksomhed i den offentlige debat, spiller formentlig en mindst lige så væsentlig rolle.

NHS England består af et stort antal trusts og øvrige provider-organisationer, som hver især har udviklet deres egne digitale systemer over de seneste to til tre årtier. Mange af disse systemer er specialudviklede, tilpasset lokale arbejdsgange og vedligeholdt af lokale it-organisationer med dybt kendskab til den enkelte institutions behov. De kan typisk ikke tale sammen på tværs af institutioner og kan ikke vedligeholdes centralt.

Denne fragmentering er ikke opstået ved et uheld. Den er resultatet af årtiers rationelle beslutninger på lokalt niveau. Når en kirurgisk afdeling på et stort universitetshospital har brug for et system til operationsstueallokering, og den lokale it-afdeling har kapacitet til at udvikle det, er resultatet ofte et funktionelt overlegent system, der er skræddersyet til afdelingens behov. Leeds Teaching Hospitals NHS Trust formulerede det direkte i et brev til NHS England, der blev frigivet gennem en aktindsigt: Overgang til Palantirs platform ville medføre tab af funktionalitet. Greater Manchesters sundhedsmyndighed nåede til samme konklusion og noterede, at ingen af Palantirs produkter oversteg den lokale kapacitet. NHS Chief Data and Analytical Officer Network skrev i et åbent brev, at mange trusts allerede råder over redskaber, der på visse områder overgår det, FDP forsøger at udvikle.

Disse vurderinger kan udmærket være korrekte. For den enkelte kliniker på det enkelte hospital er den lokale løsning ofte den bedste. Men det er nærliggende også at læse denne dynamik som udtryk for noget mere end en rent funktionel vurdering. Organisationsforskningen har i årtier dokumenteret, hvordan teknologisk fragmentering i store institutioner kan skabe en sammenfaldende interesse mellem de faggrupper, der bruger de lokale systemer, og de it-organisationer, der vedligeholder dem. Lægen får præcis den funktionalitet, der passer til arbejdsgangen. It-afdelingen cementerer sin relevans og sin institutionelle position. Systemet vokser, integreres med andre lokale løsninger og bliver gradvist uundværligt, men også mere uigennemskueligt og vanskeligere at erstatte.

Det skal understreges, at dette er en fortolkning af de tilgængelige data, ikke noget de involverede aktører selv artikulerer. Ingen hospital trust siger, at det forsvarer en magtposition. Det er samtidig vigtigt at anerkende, at motiverne i praksis kan være blandede, og at den faglige vurdering, den institutionelle interesse og den etiske bekymring ofte er uadskillelige i den enkelte aktørs beslutning. Men det faktum, at sundhedsministeriet i 2024 betalte konsulentfirmaet KPMG 8,5 millioner pund for at “fremme adoptionen” af en platform, som trusts allerede var forpligtet til at anvende, viser i sig selv, at modstanden er af en karakter, der ikke kan overvindes alene med instruktioner oppefra.

Det er i dette landskab, Palantir-konflikten skal forstås. Modstanden mod platformen har to kilder, der producerer samme resultat, men hviler på fundamentalt forskellige motiver. Den ene er etisk og politisk og retter sig mod Palantir som selskab, mod dets arbejde med amerikanske immigrationsmyndigheder, med det israelske forsvar og med efterretningstjenester. Denne modstand er legitim og velbegrundet og har ført til, at BMA i februar 2026 opfordrede læger til at begrænse deres brug af platformen. Den anden kilde er strukturel og ville efter alt at dømme gøre sig gældende uanset leverandøren. Enhver centraliseret platform, der truer de lokale systemers fortsatte eksistens, vil møde modstand fra de aktører, der har opbygget deres professionelle position omkring dem.

At reducere den etiske modstand til et dække for institutionel selvbevarelse ville være en fejlslutning. Men at ignorere den strukturelle komponent ville være naivt. Når de to former for modstand flyder sammen, bliver de tilsammen næsten umulige at overvinde politisk.

“En læge i lommen”

Og dog er det præcis denne mur, den britiske regering nu forsøger at forcere. 10 Year Health Plan, der blev offentliggjort i juli 2025, beskriver en overgang fra det, planen kalder en mursten-og-mørtel-tjeneste, til et digitalt ledet sundhedsvæsen med døgnåben adgang. Planen udpeger fem transformative teknologier: data, kunstig intelligens, genomik, wearables og robotteknologi. Ambitionen er, at NHS App inden 2028 skal fungere som en komplet digital indgang til hele sundhedsvæsenet med AI-baserede virtuelle assistenter, som planen beskriver som “en læge i lommen”.

I centrum står den såkaldte Single Patient Record, en samlet digital sundhedsjournal, der skal gøre det muligt for enhver kliniker at se enhver patients fulde sygehistorie, uafhængigt af hvor i systemet patienten befinder sig. Fra 2028 er ambitionen, at patienter selv skal kunne tilgå den via NHS App, inklusive en personlig sundhedsrisikoprofil baseret på livsstils-, demografiske og genomiske data. Ny lovgivning skal pålægge alle sundhedsudbydere at gøre de oplysninger, de registrerer om patienten, tilgængelige for patienten selv. Samtidig er ambitionen, at oplysningerne skal kunne indgå i en fælles journalstruktur på tværs af systemet.

Skalaen i denne ambition er enorm. Den forudsætter, at hundredvis af lokale elektroniske journalsystemer kan bringes til at kommunikere gennem fælles standarder, at data af stærkt varierende kvalitet kan harmoniseres, og at en befolkning, der gentagne gange har oplevet, at dens sundhedsdata er blevet håndteret i strid med lovgivningen, vil acceptere en langt mere omfattende centralisering end den hidtil har været villig til.

Constitution Society har argumenteret for, at planen i praksis indebærer, at NHS bliver pålagt at indsamle og administrere biologiske data om britiske borgere på statens vegne, og at det samtidig kan berige private virksomheder betragteligt. Det er en forfatningsmæssig problemstilling, som den politiske debat endnu ikke har indhentet.

Samtidig forberedes en institutionel omvæltning, der komplicerer billedet yderligere. Labour-regeringen planlægger at nedlægge NHS England som selvstændig organisation og sammensmelte den med sundhedsministeriet med sigte på ændringer fra april 2027. Den institution, der indgik Palantir-kontrakten, ophører altså i sin nuværende form omtrent samtidig med, at opsigelsesklausulen kan aktiveres. De centrale teknologiledere, der styrede indkøbet, er allerede på vej ud. Chief Data Officer Ming Tang, der også har fungeret som midlertidig CIO, fratræder i april 2026. CTO Sonia Patel er ligeledes på vej ud. Hvem der overtager ansvaret for den mest ambitiøse digitale omstilling i sundhedsvæsenets historie, er i skrivende stund uklart.

Det politiske spørgsmål om Palantir vil blive afgjort i løbet af det kommende år. Men det underliggende problem vil bestå. Det handler ikke om, hvorvidt ét bestemt amerikansk teknologiselskab er den rette leverandør. Det handler om, hvorvidt et sundhedsvæsen, der er bygget op som mere end 200 selvstændige digitale fæstninger, kan omstilles til den integrerede, datadrevne struktur, som de kommende årtiers demografiske og sundhedsøkonomiske pres vil kræve.

Det historiske mønster giver ikke grund til optimisme.