Dominique Marie François René Galouzeau de Villepin er 72 år, født den 14. november 1953 i Rabat, Marokko i en diplomatfamilie. Hans far repræsenterede fransk erhvervsliv i udlandet og sikrede sig senere en plads i det franske Senat. Villepin gik den franske elites klassiske vej gennem École Nationale d’Administration og kom til Udenrigsministeriet i 1980, med poster i Afrika, Washington og Indien før han i 1993 blev toprådgiver for udenrigsminister Alain Juppé. Da Jacques Chirac vandt præsidentvalget i 1995, blev Villepin generalsekretær i Élysée-palæet.

Parallelt med karrieren som diplomat har han opbygget en usædvanlig litterær profil for en fransk politiker. Han er kendt for at skrive poesi og studier af Napoleon, og han arbejdede angiveligt på sit manuskript om poesi, Éloge des voleurs de feu, under den FN-session i 2003, der for alvor slog hans navn fast internationalt. Han er samler af samtidskunst og ejer værker af Anselm Kiefer og Zao Wou-Ki. Det hele er med til at tegne billedet af en mand, der ser sig selv som arvtager til en kulturtradition og ikke blot til et politisk mandat. Hans tidligere politiske rival Nicolas Sarkozy er hans diametrale modsætning i temperament og stil. Modsætningen er blevet beskrevet som et opgør mellem to modeller af det franske samfund: den traditionelle og den moderne.

FN-talen og Irakkrigen

Villepins afgørende øjeblik kom den 14. februar 2003. Som udenrigsminister under Chirac leverede han en tale til FN’s Sikkerhedsråd, der placerede Frankrig i centrum af den internationale modstand mod den amerikanske invasion af Irak. Talen fik – højst usædvanligt – bifald i Sikkerhedsrådets mødesal. Den førte til et åbent brud med Washington, men sikrede Frankrig en stærk position i den globale opinion og i den arabiske verden. De profetiske elementer i talen har styrket dens eftermæle: Villepin advarede om, at en invasion ville destabilisere Mellemøsten, nære terrorisme og underminere det internationale samarbejde.

Det er denne tale, der er fundamentet for alt, hvad der sker nu. Den giver Villepin en troværdighed i udenrigspolitiske spørgsmål, som ingen anden aktiv fransk politiker kan matche, og den fungerer som et permanent referencepunkt for hans tilbagekomst på den politiske scene.

Premierminister og fald

I maj 2005 afløste Villepin Jean-Pierre Raffarin som premierminister, men perioden blev turbulent. I efteråret 2005 brød voldsomme uroligheder ud i de parisiske forstæder i kvarterer præget af indvandring og høj arbejdsløshed. Og i 2006 udløste hans lovforslag om unge-i-arbejde (Contrat première embauche, CPE), der gav arbejdsgivere mulighed for at ansætte unge under 26 på prøvebasis uden sædvanlige rettigheder, massive protester og yderligere uroligheder fra aktivister og fagforeninger. Loven blev herefter trukket tilbage.

Da Chirac forlod Élysée i 2007, vandt Sarkozy præsidentvalget. Villepin blev herefter inddraget i den såkaldte Clearstream-affære. Anklagen lød på, at han havde ladet falske beskyldninger mod Sarkozy om bestikkelse i en aftale om våbensalg til Taiwan stå uimodsagt, trods bedrevidende. Sagen varede i årevis, men Villepin blev frikendt i januar 2010 og igen af en appeldomstol i september 2011.

Frikendelsen i 2011 kom for sent til at ændre magtforholdene. Han forsøgte at stille op til præsidentvalget i 2012, men det mislykkedes, da han ikke kunne samle de 500 påkrævede underskrifter fra valgte embedsfolk. Han har siden anklaget Sarkozy for aktivt at have blokeret hans kandidatur. Derefter fulgte et årti uden for rampelyset, hvor Villepin drev advokatpraksis med klienter i Iran, Argentina, Venezuela og Colombia.

Tilbagekomsten via Gaza

Det var krigen i Gaza, der bragte Villepin tilbage i offentligheden. Han fordømte Israels handlinger skarpt og tog stilling for palæstinenserne. Han har karakteriseret Netanyahus mål som etnisk udrensning. Udtalelserne var i tråd med den gaullistiske udenrigspolitiske tradition, som Chirac repræsenterede, og de ramte et behov, som ingen af de aktive politikere opfyldte: et klart, principfast sprog om folkeretten i en tid, hvor den franske udenrigspolitik under Macron er blevet opfattet som vaklende.

Under parlamentsvalget i 2024 støttede Villepin den venstreorienterede alliance, Nouveau Front Populaire, og agiterede for, at NFP-kandidaten Lucie Castets burde være blevet premierminister, på trods af at hun var fuldstændig ukendt. Det var et overraskende træk for en mand fra den gaullistiske højrefløj, men det cementerede hans position hos et venstreorienteret publikum.

Et andet element har været hans udtalelser om Donald Trump. Han har opfordret til at stå imod med handelspolitiske modforanstaltninger og har advaret om, at den største risiko ville være at give op og lade sig styre af frygt.

Popularitet uden stemmer

Villepins popularitet er atypisk. I Elabes barometer fra april 2025 var han den førende personlighed uden for venstrefløjen blandt venstreorienterede vælgere med 38 procent. I juni 2025 havde han 46 procent positiv vurdering blandt Macrons vælgere og 31 procent blandt venstreorienterede vælgere. I det overordnede barometer har han ligget stabilt omkring 21-26 procent, og i marts 2026 steg han til 29 procent blandt venstrevælgere, foran Mélenchon, lederen af LFI, der faldt til sit laveste niveau nogensinde.

Men populariteten omsættes ikke til stemmetal. I Elabes seneste måling af førsterundekandidater fra marts 2026 ville han få mellem 2,5 og 6 procent, langt efter Jordan Bardella fra RN med 35 procent og Édouard Philippe og hans centrum-højre parti, Horizons, med 20-25 procent. 

Villepin nyder bred respekt på tværs af blokkene, men han mangler den organisatoriske og partipolitiske infrastruktur, der kan omsætte sympati til stemmer.

La France Humaniste og kampagneapparatet

I juni 2025 lancerede Villepin sit eget parti, La France Humaniste, som er gratis at melde sig ind i og som er åbent for folk fra alle politiske baggrunde. Det ledes af Benoît Jimenez fra centrumhøjrepartiet UDI, som har bekræftet, at der er tale om et præsidentprojekt. 

I januar 2026 bekræftede Villepin på LCP, at han allerede var i marken med henblik på at samle de 500 underskrifter fra valgte embedsfolk, der kræves for at stille op til præsidentvalget, men at han endnu ikke ville melde sit kandidatur officielt. I La Tribune Dimanche i slutningen af januar erklærede han sig “absolut fast besluttet på at deltage i kampen i 2027”, og opstillede tre prioriteter: republikansk orden, social retfærdighed og økonomisk ambition.

Hans igangværende “Tour de France” har siden ført ham rundt til lokale politiske møder for at sondere stemningen for en kandidatur. Møderækken er foreløbigt kulmineret med Sorbonne-talen den 27. marts 2026.

Sorbonne-talen: programskitse og stående bifald

Den 27. marts talte Villepin i halvanden time i Sorbonnes amfiteater Richelieu for omkring 500 personer i salen og med transmission til to andre sale. Mediapart beskrev det som en meeting-test, og Le Parisien som et préprogramme for 2027. Blandt publikum var rapperen Fianso, den tunesiske eks-premierminister Mehdi Jomaa og Michel-Édouard Leclerc, en fremtrædende erhvervsmand, der driver den franske dagligvarekæde af samme navn.

Indholdet af Sorbonne-talen var mere substantielt end hans tidligere indlæg rundt om i landet. Han skitserede konkrete politikområder: unges mentale sundhed, nedbringelse af energiomkostninger, klimaomstilling, regulering af digitale platforme, et AI-sikkerhedsagentur, pensionsreform baseret på bidragsperiode frem for en fast pensionsalder, og en migrationspolitik balanceret mellem modtagelse og tilbagesendelse. 

Politisk afviste han både Mélenchons begreb om “la nouvelle France” og højrefløjens “France de souche”. Han kritiserede Gabriel Attal for at nedtone folkeretten, Bruno Retailleau for hans nedgøring af retsstaten, og henvendte sig indirekte til Édouard Philippe via en skarp kritik af macronismens manglende resultater. Han erkendte egne fejl som premierminister: CPE-loven, privatiseringen af motorvejene og håndteringen af forstæderne.

Talen endte med stående klapsalver og tilråbet “Dominique président”.

Positionering

Villepins analyse er ligetil: mellem LFI og RN, som besætter de to yderfløje på det politiske landskab, er der et vakuum i midten. Han satser på, at de kandidater, der forsøger at udfylde det rum (Philippe, Attal, Retailleau, Glucksmann), alle bærer en del af arven fra macronismen og derfor mangler troværdighed.

Hans fordel er, at han ikke bærer nogen del af macronismens arv og heller ikke er belastet af Hollande-årene. Han håber han at kunne tale til en bred koalition: et republikansk centrum-højre, socialliberale midtervælgere og venstreorienterede, der prioriterer folkeretten og en principfast udenrigspolitik.

Hans team arbejder på at repositionere ham efter den periode, hvor han med sine udtalelser om Gaza og Palæstina var gledet tæt op ad LFI. De insisterer på, at han blot har genoptaget Chiracs historiske position, og at enhver nærhed til LFI er en misforståelse.

De strukturelle svagheder

Der er mindst tre alvorlige problemer forude.

For det første: organisatorisk ensomhed. Regards.fr har bemærket, at hans totale isolation er en strukturel svaghed. At ville lede et land kræver kollektiv handling, mangfoldighed af erfaringer og idéer, og det anser bladet ikke for at være hans stærke side. Villepin har aldrig vundet et valg. Han er en mand fra toppen af statsapparatet, ikke fra de lokale netværk, kommunalbestyrelser og valgkredse, der producerer de 500 underskrifter, han skal bruge for at stille op.

For det andet: programmets substans. Regards.fr har noteret, at hans politiske forslag endnu ikke er særlig detaljerede eller innovative, og at den virkelige test kommer, når principperne skal oversættes til konkret politik. 

For det tredje: klasseproblemet. Villepin er en aristokrat fra det franske diplomati, en mand der citerer Nerval, Michelet og Giacometti, og som aldrig har skullet underordne sig et vælgerkorps. Jean-Christophe Cambadélis, tidligere partisekretær for Parti Socialiste, har i Le Point afvist, at der eksisterer et vælgergrundlag for en tidligere højre-premierminister, der har genopfundet sig selv som værende til venstre. 

Hvad der er værd at holde øje med

Spørgsmålet er p.t. ikke, om Villepin vinder. Det gør han efter al sandsynlighed ikke. Men hans kandidatur kan få en reel strukturel effekt. En tilhænger af Philippe har indrømmet, at Villepins stemmer potentielt kan koste Philippe kvalifikationen til anden runde, hvis den afgøres i intervallet mellem 15 og 20 procent. Der er også det spørgsmål, som L’Humanité har stillet: er villepinisme blot en anden udgave af macronisme? Det vil sige endnu et forsøg på at samle et bredt men udefinerbart centrum, som ikke kan holde sammen, når hverdagen sætter ind med konkrete og svære politiske valg.

Men tre ting gør ham værd at følge.

Først den udenrigspolitiske kontekst: med krig i Mellemøsten og en amerikansk administration, der aktivt truer europæiske alliancer, har hans profil som den mand, der sagde nej til Irakkrigen, fået en ny aktualitet.

Dernæst Le Pen-spørgsmålet: hendes dom for underslæb forventes at blive afgjort ved appeldomstolen i sommeren 2026, og hvis dommen går hende imod og derfor ikke kan stille op til præsidentvalget, åbner det landskabet på en måde, der kan ændre hele dynamikken.

Endelig er der Villepins evne til at tale til et publikum, der hverken genkender sig selv i Mélenchons konfrontationslinje eller i Macron-blokens udmattede centrisme.

For en del af vælgerne, især til venstre og blandt skuffede sofavælgere, repræsenterer Villepin et tillokkende alternativ til den uforsonlighed, der gennemsyrer fransk politik, og som har ført til politisk lammelse samtidig med, at udfordringerne – både politiske og økonomiske – tårner sig op.

Villepins politiske stab har oplyst, at en officiel kandidatur til præsidentvalget kan blive annonceret når som helst fra nu og frem til december 2026.