ESSAY
Madagaskar-temaet i europæisk politik, ca. 1885–1940
Territoriale fantasier, flygtningespørgsmålet og den jødiske befolknings skæbne i Europa
Af Alina Orsi og Chiho Genda
Pejlinger, den 8. april 2026
I juni 1940, få uger efter Frankrigs kapitulation, skrev en embedsmand i det tyske udenrigsministerium ved navn Franz Rademacher et memorandum med titlen “Det jødiske spørgsmål i fredstraktaten”. Her foreslog Rademacher, at den franske koloni, Madagaskar, i Det Indiske Ocean, skulle overdrages fra Frankrig til Tyskland som led i en fredstraktat. Øen skulle herefter indrettes som et SS-kontrolleret reservat for Europas jøder. Øens malagassiske befolkning nævnes ikke. Jøderne skulle selv finansiere deres deportation med beslaglagte formuer, og på Madagaskar ville de fungere som gidsler over for de jødiske organisationer i USA.[1]
Planen blev aldrig gennemført. Men da Rademacher skrev sit memorandum, havde idéen om Madagaskar cirkuleret i europæisk politik i over halvtreds år. Planen havde været forfægtet af antisemitter over det meste af Europa. I perioder overvejede jødiske organisationer selv ideen som et muligt tilflugtssted. Den polske regering arbejdede målrettet på at gøre øen til en hjemsted for landets jødiske “overskudsbefolkning”. Planen blev sonderet af den franske koloniadministration og blev drøftet i periferien af den internationale flygtningekonference i Évian i 1938. Madagaskar-planen var et symptom på en europæisk tænkemåde, der gik langt dybere end til det nationalsocialistiske regime i Tyskland.
Denne tænkemåde er værd at undersøge. Ikke fordi Madagaskar-planen i sig selv var tæt på at blive virkeliggjort, men fordi dens vedvarende tiltrækningskraft afdækker noget væsentligt om den tankegang, der var udbredt i mellemkrigstidens europæiske politik: at mennesker, der ikke passede ind i nationalstatens selvbillede, kunne flyttes som brikker på et kort, og at koloniale territorier var disponible rum, der stod til rådighed for europæiske staters politiske og økonomiske behov.
En idé med rødder
Den tidligste kendte formulering af Madagaskar-planen tilskrives den tyske orientalist Paul de Lagarde, der i 1880’erne foreslog, at Europas jøder skulle “sendes til Madagaskar” som led i en vision om en “etnisk rensning” af det tyske folk.[2] Lagarde var ingen marginal figur; hans skrifter øvede indflydelse på den såkaldte völkische bevægelse og han blev genopdaget af nationalsocialistiske ideologer et halvt århundrede senere. Men hans oprindelige Madagaskar-forslag var retorisk snarere end operativt. Det etablerede en tankeform, ikke en plan.
Tankeformen var ikke rent antisemitisk. I det sene 1800-tal fandtes en bred europæisk diskurs om “overskudsbefolkninger” og deres overflytning til koloniale territorier, en diskurs der omfattede irske, italienske og østeuropæiske bønder, og som var tæt forbundet med den koloniale ekspansions legitimering. Jødiske tænkere bidrog selv til strømningen. Theodor Herzl overvejede kortvarigt Argentina og Østafrika, før han fastholdt Palæstina, som mål for oprettelse af en jødisk stat. Israel Zangwills Jewish Territorial Organization, JTO, undersøgte muligheder for jødisk udvandring til områder i Libyen, Angola, Australien og Madagaskar, før organisationen blev opløst i 1925.[3]
Forskellen lå i motivet. Jødiske territorialister søgte et tilflugtsted for forfulgte. Antisemitiske tænkere og nationalistiske regeringer søgte at fjerne en uønsket befolkningsgruppe. Madagaskar-temaet bevægede sig mellem disse to yderpunkter, og det viser, at en territorial “løsning” kunne betyde fundamentalt forskellige ting for de mennesker, den angik, og for dem, der foreslog den.
Flygtningeregimets sammenbrud
Første Verdenskrigs eftervirkninger skabte flygtningestrømme af hidtil uset omfang. Folkeforbundets svar var Nansen-passet og et kommissariat for flygtninge, men systemet var bygget til afgrænsede kriser. Det var ikke skabt til den situation, der opstod i 1930’erne, da den nationalsocialistiske magtovertagelse i Tyskland og den stigende antisemitisme i Østeuropa genererede en ny og voksende kategori af flygtninge: jøder, der blev frataget statsborgerskab, udsat for økonomisk berøvelse og til sidst direkte stræbt efter livet.[4]
De potentielle modtagerlande bevægede sig alle i restriktiv retning. Den amerikanske kvotelovgivning fra 1924 begrænsede indvandringen fra Øst- og Sydeuropa. Storbritannien strammede jødisk immigration til Palæstina. Frankrig indførte restriktioner fra 1934.[5] Denne restriktive vending var ikke kun et svar på den økonomiske krise. Den afspejlede også at de europæiske nationalstater var i en fase af konsolidering, hvor etnisk ensartethed blev betragtet som en forudsætning for stabilitet.
De jødiske organisationer i Europa og USA befandt sig i en umulig position. De skulle forsvare flygtninges rettigheder uden at fremprovokere antisemitisk modreaktion, opretholde samarbejdet med vestlige regeringer uden at legitimere deres restriktive politik, og håndtere interne uenigheder mellem zionister, der insisterede på Palæstina, og pragmatikere, der var villige til at overveje andre destinationer. Madagaskar-idéen blev aldrig entydigt afvist. Den splittede langs præcis de linjer, som den europæiske diskurs allerede havde optrukket.
Fire strømninger og en tragisk sammensmeltning
For at forstå denne splittelse er det nødvendigt at se den jødiske politiske tradition som dybt differentieret og i intern strid om selve betingelserne for jødisk eksistens i Europa.
Den assimilatoriske tradition, båret af den vesteuropæiske jødiske borgerlighed, betragtede jøder som almindelige borgere i nationalstaterne med mosaisk tro som eneste adskillende kendetegn. Strategien var integration og loyalitet mod staten. I Tyskland var Centralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens det mest fremtrædende udtryk. Overbevisningen om, at jødisk tilhørsforhold til det tyske samfund var en historisk kendsgerning, viste sig tragisk fejlagtig, men den var i sin samtid hverken naiv eller grundløs.
Den ortodokse tradition fastholdt jødisk særegenhed som religiøst funderet, men oversatte den sjældent til et politisk program om territorial adskillelse. Agudas Yisroel var skeptisk over for både zionisme og assimilation: den ene foregreb den guddommelige forløsning, den anden forrådte traditionen.
Zionismen byggede på en diagnose, der på ét afgørende punkt overlappede med antisemitismens: jøderne udgjorde et folk, ikke blot et trossamfund, og dette folk, der ikke var defineret af et bestemt land, men af en bestemt race, kunne ikke i længden leve som en minoritet i andre nationers stater. Løsningen var en egen stat.
Og så var der Bunden, den jødiske socialistiske bevægelse i Polen og Litauen, der afviste alle tre positioner og insisterede på kulturel autonomi inden for rammerne af en socialistisk omvæltning. Bundismens position var principiel, men den forudsatte en demokratisk åbenhed, som virkeligheden i stigende grad modsagde.[6]
Hannah Arendt fremsætter i første del af The Origins of Totalitarianism et argument, der kaster lys over dynamikken mellem disse strømninger og den antisemitiske diskurs. En vigtig afgrænsning først: Arendts analyse er forankret i den vest- og centraleuropæiske jødiske erfaring. Hoff-finansmanden, Rothschild-dynastiet som analytiske grundtype, Dreyfus-affæren som vendepunkt. Den store østeuropæiske jødiske befolkning, shtetl-kulturen, det jiddische sprogfællesskab, er ikke hendes genstand. Hun skriver om den verden i Tyskland og Vesteuropa, som hun selv kom fra og som hun havde et indgående historisk og filosofisk kendskab til. [7]
Med det forbehold rummer hendes analyse to væsentlige indsigter. Den første er, at den vesteuropæiske jødiske elite historisk søgte beskyttelse ovenfra, hos fyrster og statsmagten, i stedet for at opbygge horisontale alliancer med andre udsatte grupper. Det efterlod dem isolerede og afhængige af netop de strukturer, der i en krise kunne vende sig imod dem. Den anden indsigt er mere ømtålelig. Arendt peger på, at dele af den zionistiske tænkning overtog det begrebsapparat, som antisemitismen havde udviklet, om end med omvendt fortegn. Hvor antisemitterne definerede jøder som racemæssigt fremmede og underlegne, definerede visse zionistiske tænkere jøder som et racemæssigt overlegent folk med en særlig historisk mission, der gjorde assimilation uønskelig. Resultatet var en begrebsmæssig sammensmeltning: antisemitter og jødiske nationalister var uenige om alt, undtagen at jøderne ikke hørte til i Europa som ligeværdige borgere.[8]
Denne sammensmeltning havde konkrete og katastrofale følger. Den gjorde det lettere for territoriale “løsninger” som Madagaskar-planen at vinde fodfæste ikke blot hos fjendtlige regeringer, men også i dele af den jødiske debat. Når zionismen allerede havde accepteret, at jøder udgjorde et folk, der ikke hørte til i Europa og som behøvede et territorium, hvor de kunne udvikle en ren jødisk stat, var springet til at diskutere hvilket territorium kortere, end det ellers ville have været. Det gør ikke zionismen medansvarlig for Madagaskar-planens antisemitiske varianter. Men det forklarer, hvorfor den territoriale diskurs ikke mødte en samlet jødisk afvisning.
Arendts argument er blevet kritiseret for at underspille de materielle vilkår, der drev jødiske politiske valg. Østeuropæiske jøder, der vendte sig mod zionismen i 1930-erne, gjorde det ofte ikke af ideologisk overbevisning, men fordi alternativerne var udtømte. Kritikken har substans. Men Arendts grundindsigt står: den måde, et forfulgt folk forstår sin egen position, former de løsninger, der bliver tænkelige, og de løsninger, der bliver utænkelige.[9]
Det polske engagement
Ingen europæisk stat engagerede sig så aktivt i Madagaskar-idéen som Polen. Den genoprettede stat efter 1918 havde en jødisk befolkning på 3,3 millioner, og efter Piłsudskis død i 1935 bevægede den politiske kurs sig mod åben nationalisme. Fremme af jødisk emigration blev officiel politik. Da vejen til Palæstina blev snævrere, vendte regeringen blikket mod Madagaskar og sendte i 1937 en kommission til øen.[10]
Kommissionen, ledet af major Lepecki med to jødiske repræsentanter, vendte hjem med en splittet rapport. Øen kunne måske optage 60.000 kolonister, men masseemigration var urealistisk. Klimaet, infrastrukturen og den indfødte befolknings sandsynlige modstand stod i vejen. Rapporten tilfredsstillede ingen.
Det er værd at standse ved, hvem denne politik var rettet mod. Den polske diskurs om “overskudsbefolkning” handlede ikke om den assimilerede jødiske advokat eller bankdirektør i Kraków, der talte polsk og levede et borgerligt liv. Den handlede om de store jiddischtalende befolkningsgrupper i de østlige provinser: småhandlende, håndværkere, fattige shtetl-samfund. Emigrationspolitikken afspejlede en betydelig social differentiering inden for den jødiske befolkning. Notabel-traditionens beskyttelsesstrategi, at søge ly hos statsmagtens elite, fungerede stadig for dem, der havde midlerne til at praktisere den. Den assimilerede overklasse levede under et stigende racistisk pres og chikane, men den var ikke udset til Madagaskar. [11]
Den polske regering forsøgte at internationalisere “spørgsmålet” gennem Folkeforbundet. Udenrigsminister Józef Beck argumenterede for, at det internationale samfund havde et medansvar for at finde bosættelsesområder for “overskudsbefolkninger”. Begrebet tjente til at afpolitisere spørgsmålet, at fremstille det som demografi snarere end som politik. De vesteuropæiske magter var dog hverken villige til at åbne deres egne grænser eller deres kolonier for at tage mod befolkningsgrupper, som den polske regering ønskede at komme af med. Den britiske regering mente, at den polske emigrationspolitik brugte det internationale flygtningeansvar som dække for en nationalistisk dagsorden og frygtede, at en imødekommelse ville invitere til tilsvarende krav fra Rumænien og Ungarn. Vestmagterne tøvede med at tage ansvar for en flygtningekrise, de ikke selv havde skabt, og som de kunne have haft vanskeligt ved at få et folkeligt politisk mandat til at påtage sig og betale for.[12]
Frankrig og Évian
Madagaskar havde været fransk koloni siden 1896, og den franske regering var ikke principielt afvisende over for kolonisation. Men ethvert projekt skulle underordnes fransk overhøjhed, og i et Frankrig præget af voksende antisemitisme var spørgsmålet politisk betændt. Koloniminister Marius Moutet under Folkefronts-regeringen godkendte Lepecki-kommissionens besøg, men undgik bindende tilsagn. Efter Folkefront-regeringens endelige opløsning i 1938 forsvandt interessen.[13]
I juli 1938 mødtes 32 lande i Évian for at drøfte flygtningekrisen. Konferencen, indkaldt af Roosevelt efter Anschluss, blev en fiasko. Ingen stat ville forpligte sig til at modtage flere flygtninge. Koloniale bosættelsesområder blev nævnt som alternativer; Madagaskar svævede i periferien af drøftelserne. Regeringen i Den Dominikanske Republik tilbød at modtage 100.000 flygtninge, hovedsageligt fordi han ønskede hvide indvandrere nær den grænsen til Haiti. Men det lykkedes kun 700-800 tysk-jødiske flygtninge at nå frem til et område ved byen Sosúa, hvor de etablerede et landbrugssamfund med fokus på mælkeproduktion og kødproduktion.[14]
Évian-konferencen viste to ting. For det første, at det internationale flygtningesystem var skabt til afgrænsede kriser og brød sammen, de en Europæisk stormagt systematisk fordrev millioner af sine egne borgere. For det andet, at Madagaskar kun kunne blive genstand for disse mange overvejelser, fordi koloniale territorier i den europæiske politiske forestillingsverden blev betragtet som disponibelt rum. Den malagassiske befolknings interesser indgik ikke i beregningen.[15]
Den nazistiske overtagelse og planens død
I det nazistiske bureaukrati betød Madagaskar noget andet end i den polske emigrationsdiskurs. Rademacher-memorandummet handlede ikke om emigration, men om deportation under politimæssig kontrol. Heydrich insisterede på, at spørgsmålet hørte under hans myndighed. Himmler noterede samme forår, at han foretrak “den store udvandring af alle jøder til Afrika” frem for “den bolsjevikiske metode med fysisk udryddelse” som “ugermansk og umulig”.[16]
Planen forudsatte britisk nederlag og en fredstraktat med Frankrig. Ingen af delene indtraf. Da Slaget om Storbritannien ikke førte til overgivelse, og da den strategiske opmærksomhed vendte sig mod Sovjetunionen, faldt Madagaskar-planen væk. Inden for et år var de territoriale alternativer udtømte. Fra sommeren 1941 gennemførte tyske Einsatzgrupper, ofte med aktiv deltagelse af lokale hjælpestyrker, massehenrettelser af jøder i de baltiske lande og Ukraine som led i en formuleret udryddelsespolitik. Med udryddelseslejrenes oprettelse i Polen fra vinteren 1941–42 blev folkedrabet industrialiseret.[17]
Det er omdiskuteret, i hvilken grad Madagaskar-planen nogensinde var ment som gennemførlig politik. Christopher Browning har argumenteret for, at den blev taget alvorligt på mellemniveau i bureaukratiet, men aldrig havde Hitlers fulde opbakning. Magnus Brechtken har vist, at den havde sin egen institutionelle fremdrift, men aldrig nåede egentlig forberedelse. Uanset tolkningen markerer planens endelige opgivelse et vendepunkt: da de territoriale alternativer var udtømte, var vejen banet for det, der fulgte.[18]
Den sociale skillelinjes ophævelse
Den sociale differentiering, der i 1930-ernes Polen havde skærmet den assimilerede jødiske borgerlighed mod de værste følger af diskriminationen, forsvandt med ét slag under tysk besættelse. I Tyskland var det allerede sket med Nürnberg-lovene i 1935: en jødisk bankdirektør i Frankfurt blev frataget sin profession på nøjagtig samme grundlag som en jødisk skomager i Breslau. I Polen kom omslaget i september 1939. Ghettoen udslettede den sociale afstand. Den jødiske advokat i Kraków endte bag de samme mure som håndværkeren fra Kazimierz.
Den racistiske kategori ophævede alle de sociale forskelle, der indtil da havde givet visse jøder en form for beskyttelse. Og det er i sidste ende dette, Arendts analyse handler om: at notabel-traditionens vertikale beskyttelsesstrategi brød sammen i det øjeblik, staten ophørte med at skelne mellem nyttige og unyttige, assimilerede og uassimilerede, velhavende og fattige jøder. Den raciale logik kendte ingen sådanne forskelle. Det var netop derfor, den var totalitær.[19]
Hvad historien viser
Madagaskar-temaets historie er ikke en kuriositet i Holocausts margin.
Den viser, at overgangen fra diskrimination til deportation til udryddelse ikke fulgte en lige linje. Den var et resultat af mange aktørers beslutninger og undladelser: polsk emigrationspolitik, fransk kolonial ligegyldighed, angelsaksiske indvandringsrestriktioner, nazistisk radikalisering. Disse greb ind i hinanden og indsnævrede trinvis den jødiske befolknings valgmuligheder.
Den viser, at den jødiske politiske traditions interne brudlinjer spillede en rolle, som ofte forbigås. Arendts analyse af sammensmeltningen mellem antisemitisk og jødisk-nationalistisk tænkning peger på en vigtig indsigt: at et forfulgt folks egne politiske kategorier kan indsnævre dets handlemuligheder, selv når disse kategorier er udviklet i bedste hensigt. Det er ikke et argument om medansvar. Det er en historisk tragedie, der kun kan forstås, hvis alle aktører tages alvorligt som politiske væsener med egne analyser, interesser og fejltagelser.
Og den viser, at sproget tæller. At kalde forfulgte mennesker en “overskudsbefolkning” var ikke bare en tilsløring. Det var en politisk handling, der forvandlede borgere til logistiske problemer. Denne forvandling var en forudsætning for alt, der fulgte.
Illustration: I maj 1939 afgik det tyske linieskib MS St. Louis fra Hamborg med 937 tyske statsborgere om bord. Rejsen var organiseret i et forsøg på at hjælpe jøder med at flygte fra Tyskland til Cuba og derfra til USA. Efter at først Cuba, dernæst USA og til sidst Canada nægtede adgang, blev skibet tvunget til at vende tilbage til Europa. Skibet havde været på havet i over en måned, før det nåede Antwerpen i Belgien den 17. juni 1939.
Billedet viser børn ombord på St. Louis. På forreste række, til venstre, ses brødrene Herbert og Walter Karliner der rejste sammen med deres forældre og to søstre. Da skibet var vendt tilbage til Europa, lykkedes det familien Karliner at søge tilflugt i Frankrig. Herbert og Walter blev skjult på forskellige børnehjem og overlevede krigen. Deres forældre og søstre blev anholdt og deporteret til Auschwitz, hvor de blev dræbt. (US Holocaust Memorial Museum)
Noter
[1] Franz Rademacher, “Die Judenfrage im Friedensvertrag”, memorandum af 3. juni 1940. Gengivet i John Mendelsohn (red.), The Holocaust: Selected Documents in Eighteen Volumes, bd. 11 (New York, 1982). Analyseret i Magnus Brechtken, “Madagaskar für die Juden”: Antisemitische Idee und politische Praxis 1885–1945 (München, 1997), s. 211–248.
[2] Paul de Lagarde, Deutsche Schriften (Göttingen, 1878–1881). Madagaskar-referencen dateres almindeligvis til 1885. Om de Lagarde i bredere sammenhæng, se Fritz Stern, The Politics of Cultural Despair (Berkeley, 1961), s. 3–94.
[3] Om Herzls territoriale overvejelser: Jacques Kornberg, Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism (Bloomington, 1993), s. 161–188. Om Zangwills organisation: Gur Alroey, Zionism without Zion (Detroit, 2016).
[4] Standardværket om mellemkrigstidens flygtningeregime er Claudena Skran, Refugees in Inter-War Europe (Oxford, 1995). Se også Michael R. Marrus, The Unwanted: European Refugees in the Twentieth Century (New York, 1985), s. 51–180.
[5] Om den amerikanske kvotelovgivning: Mae M. Ngai, Impossible Subjects (Princeton, 2004), s. 21–55. Om den franske politik: Vicki Caron, Uneasy Asylum: France and the Jewish Refugee Crisis, 1933–1942 (Stanford, 1999). Om Palæstina: Michael J. Cohen, Palestine, Retreat from the Mandate (London, 1978).
[6] Om den assimilatoriske tradition: Avraham Barkai, “Wehr Dich!” Der Centralverein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens 1893–1938 (München, 2002). Om Agudas Yisroel: Gershon Bacon, The Politics of Tradition (Jerusalem, 1996). Om zionismens strømninger: Walter Laqueur, A History of Zionism (London, 1972), og Shlomo Avineri, The Making of Modern Zionism (London, 1981). Om Bunden: Daniel Blatman, For Our Freedom and Yours (London, 2003), kap. 1–2.
[7] Arendts geografiske afgrænsning er tydelig i The Origins of Totalitarianism (New York, 1951), del 1, hvor de østeuropæiske jøders politiske kultur kun optræder som baggrund. Se Richard J. Bernstein, Hannah Arendt and the Jewish Question (Cambridge, 1996), kap. 2, om denne afgrænsnings følger.
[8] Arendt, Origins, del 1, kap. 2–3. Om den begrebsmæssige sammensmeltning, se også Jacqueline Rose, The Question of Zion (Princeton, 2005), kap. 2–3.
[9] For den historiografiske debat om Arendts analyse: Seyla Benhabib, The Reluctant Modernism of Hannah Arendt (Thousand Oaks, 1996), kap. 3–4. For den zionistiske kritik: Anita Shapira, “The Jewish People in the Age of the Nation-State”, Jewish Social Studies 4:2 (1998), s. 1–30.
[10] Om den polske sammenhæng: Ezra Mendelsohn, The Jews of East Central Europe between the World Wars (Bloomington, 1983), s. 11–83; Emanuel Melzer, No Way Out: The Politics of Polish Jewry 1935–1939 (Cincinnati, 1997). Om Lepecki-kommissionen: Brechtken (1997), s. 127–159; Eric Jennings, “Writing Madagascar Back into the Madagascar Plan”, Holocaust and Genocide Studies 21:2 (2007), s. 187–217.
[11] Om den sociale differentiering i den polske jødiske befolkning: Joseph Marcus, Social and Political History of the Jews in Poland, 1919–1939 (Berlin, 1983), s. 44–82. Om den assimilerede overklasses position: Mendelsohn (1983), s. 23–38. Om Polens grænseposition mellem vest- og østeuropæisk jødisk virkelighed: Antony Polonsky, The Jews in Poland and Russia, bd. 3 (Oxford, 2012), kap. 1–5.
[12] Om Becks diplomati: Anna M. Cienciala, “The Foreign Policy of Józef Beck”, i Peter D. Stachura (red.), Poland between the Wars (Basingstoke, 1998), s. 137–160; Melzer (1997), s. 67–78.
[13] Om den franske dimension: Caron (1999), s. 194–212. Om fransk antisemitisme: Pierre Birnbaum, Anti-Semitism in France (Oxford, 1992), del 2.
[14] Om Évian-konferencen: S.P. Adler-Rudel, “The Evian Conference”, Leo Baeck Institute Year Book 13 (1968), s. 235–273; Marrus (1985), s. 169–180. Om Sosúa: Marion Kaplan, Dominican Haven (New York, 2008).
[15] Om den koloniale verdensordens rolle: Jennings (2007); Hannah Arendt, Origins, del 2, kap. 7. Om befolkningsudveksling som model: Mark Mazower, Dark Continent (London, 1998), s. 41–75.
[16] Himmlers memorandum fra maj 1940 er gengivet i Bradley F. Smith og Agnes F. Peterson (red.), Heinrich Himmler: Geheimreden 1933 bis 1945 (Frankfurt, 1974). Drøftet i Richard Breitman, The Architect of Genocide (New York, 1991), s. 139–141.
[17] Om faserne i den nationalsocialistiske jødepolitik og overgangen til udryddelse: Christopher R. Browning, The Origins of the Final Solution (Lincoln, 2004); Peter Longerich, Holocaust: The Nazi Persecution and Murder of the Jews (Oxford, 2010), del 3.
[18] Browning (2004), s. 81–89; Brechtken (1997), s. 275–290.
[19] Om ghettodannelsens udjævning af sociale forskelle: Samuel D. Kassow, Who Will Write Our History? Emanuel Ringelblum, the Warsaw Ghetto, and the Oyneg Shabes Archive (Bloomington, 2007), kap. 8–10; Saul Friedländer, Nazi Germany and the Jews, bd. 1 (New York, 1997), kap. 5.
